Farvel til Marilyn Monroe....
På min væg i mit nye hjem var der tre baner tapet med Marilyn Monroe afbilledet med titlerne på hendes film. I starten da jeg flyttede ind, syntes jeg, at det var vildt fedt, men der gik ikke lang tid førend jeg havde svært ved at have hende hængende i min stue/soveværelse. Jeg var ikke helt bevidst om, hvad det var for mig, men jeg har i flere år gået op i Feng Shui, og der er boligen delt op i livsområder, og Marilyn Monroe var sat op i det område, som står for det, som jeg gerne vil anerkendes for, og det havde jeg det rigtig svært med.
Jeg synes jo ikke helt selv, at jeg har det samme som Marilyn Monroe, men den sidste uge har virkelig været en prøvelse, for jeg har fundet en indestængt vrede over mænd. Det hele bliver sat i gang med en drøm, hvor jeg oplever, at mænd går over et barns grænse - ikke seksuelt - men det er grelt nok for mig, hvad der sker, fordi barnet er uskyldigt og der ikke tænkes på, at det er et barn, de har med at gøre. Jeg råber af de mænd "Har I slet ingen begreber om, at det ikke er godt for et barn på 9 år, det I har gang i?". Det er selvfølgelig taget ud af en sammenhæng, men essensen er, at jeg oplever flere mænd, der behandler et barn som en voksen, og andre mænd der slet ikke griber ind for at beskytte barnet.
Drømmen handler naturligvis om mig selv og alle de gange, hvor jeg har følt, at mine grænser er blevet overskredet af det andet køn.
I dag er det så gået op for mig, at jeg hele mit liv har haft svært ved, at det modsatte køn var interesseret i mig. I børnehaveklassen var der en dreng, der var meget forelsket i mig, og som ville være kærester med mig. Jeg kunne ikke lide det, og synes ikke, at det var sjovt, og jeg ville bestemt ikke være kærester med ham. Det virker uskyldigt, men af en årsag, som jeg ikke er klar over, var det grænseoverskridende for mig.
Jeg husker, at drenge flere gange spørger, om de må se min tissekone. Jeg brød mig ikke om det, og jeg kan helt ærligt ikke huske, om jeg viser dem mit allerhelligste, men igen oplevelser, som åbenbart har sat sig som vrede i min krop.
I 4. klasse er jeg til håndboldstævne i Silkeborg, og jeg husker at jeg var inde i det klasselokale, hvor vi skal sove, og jeg ser en dreng og hans træner gå forbi ude på gangen, og de bakker, og så siger drengen til træneren, at han synes, at jeg bare er dejlig. Jeg gemte mig under bordet, for det var for meget for mig.
Da jeg er omkring 10 eller måske lidt ældre ringer en mand, mens mine forældre er på arbejde. Han siger, at han vil tale med én af mine forældre, og jeg siger, at de er på job. Han fortæller mig så, at han vil fortælle dem, at han har set mig stå i hallen og bade, hvor jeg havde trukket gardinet fra, så alle kunne se mig stå og bade nøgen. Jeg siger til ham, at det har jeg ikke, men han holder fast i, at det har han, og det vil han gerne tale alvorligt med mine forældre om. Det har sat dybe spor i mig, og i mange år efter turde jeg ikke være alene hjemme af frygt for at han skulle dukke op.
Kokken til min konfirmation var omkring 26 år dengang, og han sagde til mine forældre, mens jeg hørte på det, at hvis jeg have været 10 år ældre, så havde han lagt billet ind. Jeg havde det igen meget svært ved det, og jeg gjorde alt for ikke at møde ham i den lille landsby, vi boede i.
Mændene i mine forældres vennekreds syntes også, at jeg altid skulle have en krammer. Jeg blev tvunget til at kramme dem, og det var ikke rart.
Jeg er også blevet forfulgt af en mand, der var meget ubehagelig, når jeg steg af bussen, når jeg kom fra Roskilde. Jeg gik ofte ind i kiosken for at slippe af med ham, men nogle gange gik han også derind, og jeg var virkelig bange. Dengang gik jeg i gymnasiet.
Nogle af tingene kan man sige, at jeg måske har overreageret, men lige meget hvad så har jeg haft oplevelsen af krænkelse.
Årsagen til, at jeg skriver om dette er fordi jeg har fundet ud af, at jeg altid har slået blikket ned, så mænd ikke skal blive interesseret i mig, for det har jeg slet ikke lyst til. Jeg har været bange for at friste mænd. Måske er det noget fra tidligere liv, for jeg kan virkelig ikke se, hvor det ellers skal komme fra. Jeg skal ikke friste mænd. Og hvis mænd er blevet fristet, så har jeg følt, at det var min skyld.
Ofte synes jeg ikke, at jeg gør noget, og jeg har forsøgt at gemme mig væk, og selvom jeg gør det, kan det godt være, at jeg har fristet mænd, og så kan jeg føle skyld og skam. Det er faktisk lidt underligt, men jeg har tænkt, at det er mig, der skal gøre det anderledes, så jeg ikke frister. Men helt ærligt har jeg ofte ikke engang tænkt tanken, og jeg har faktisk også lagt låg på at være Mia for ikke at friste nogen. Ikke fordi jeg skal være udfordrende, men jeg har været bange for at nogle skulle føle, at jeg var interesseret i dem, hvis jeg ikke var det, og det vil jeg ikke længere være bange for. Jeg gør jo ingenting forkert.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke flirter, men nogle tror, at jeg flirter, selvom jeg slet ikke forsøger, og det kan være ret frustrerende.
Men nu tilbage til Marilyn Monroe... for hun har jo om nogen fristet mænd og være et sexobjekt, og årsagen til, at jeg ikke vil anerkendes for det, hun jo var. Men jeg tænker, om hendes grænser i virkeligheden også blev overskredet.
Jeg har mærket den vrede, jeg har/havde indeni, og den er/var voldsom, og jeg tænker, at det er alle de gange, hvor jeg har følt mig krænket på den ene eller den anden måde af mænd - min far gik ofte over mine grænser rent verbalt.
Jeg er sikker på, at dette er noget, som er virkelig vigtigt, jeg får ryddet op i nu, så det ikke længere skal begrænse mit livs udfoldelse. Men jeg har en fornemmelse af, at det også er noget fra tidligere liv, der lige skal op i lyset. Kvindens frigørelse af manden.
Jeg synes jo ikke helt selv, at jeg har det samme som Marilyn Monroe, men den sidste uge har virkelig været en prøvelse, for jeg har fundet en indestængt vrede over mænd. Det hele bliver sat i gang med en drøm, hvor jeg oplever, at mænd går over et barns grænse - ikke seksuelt - men det er grelt nok for mig, hvad der sker, fordi barnet er uskyldigt og der ikke tænkes på, at det er et barn, de har med at gøre. Jeg råber af de mænd "Har I slet ingen begreber om, at det ikke er godt for et barn på 9 år, det I har gang i?". Det er selvfølgelig taget ud af en sammenhæng, men essensen er, at jeg oplever flere mænd, der behandler et barn som en voksen, og andre mænd der slet ikke griber ind for at beskytte barnet.
Drømmen handler naturligvis om mig selv og alle de gange, hvor jeg har følt, at mine grænser er blevet overskredet af det andet køn.
I dag er det så gået op for mig, at jeg hele mit liv har haft svært ved, at det modsatte køn var interesseret i mig. I børnehaveklassen var der en dreng, der var meget forelsket i mig, og som ville være kærester med mig. Jeg kunne ikke lide det, og synes ikke, at det var sjovt, og jeg ville bestemt ikke være kærester med ham. Det virker uskyldigt, men af en årsag, som jeg ikke er klar over, var det grænseoverskridende for mig.
Jeg husker, at drenge flere gange spørger, om de må se min tissekone. Jeg brød mig ikke om det, og jeg kan helt ærligt ikke huske, om jeg viser dem mit allerhelligste, men igen oplevelser, som åbenbart har sat sig som vrede i min krop.
I 4. klasse er jeg til håndboldstævne i Silkeborg, og jeg husker at jeg var inde i det klasselokale, hvor vi skal sove, og jeg ser en dreng og hans træner gå forbi ude på gangen, og de bakker, og så siger drengen til træneren, at han synes, at jeg bare er dejlig. Jeg gemte mig under bordet, for det var for meget for mig.
Da jeg er omkring 10 eller måske lidt ældre ringer en mand, mens mine forældre er på arbejde. Han siger, at han vil tale med én af mine forældre, og jeg siger, at de er på job. Han fortæller mig så, at han vil fortælle dem, at han har set mig stå i hallen og bade, hvor jeg havde trukket gardinet fra, så alle kunne se mig stå og bade nøgen. Jeg siger til ham, at det har jeg ikke, men han holder fast i, at det har han, og det vil han gerne tale alvorligt med mine forældre om. Det har sat dybe spor i mig, og i mange år efter turde jeg ikke være alene hjemme af frygt for at han skulle dukke op.
Kokken til min konfirmation var omkring 26 år dengang, og han sagde til mine forældre, mens jeg hørte på det, at hvis jeg have været 10 år ældre, så havde han lagt billet ind. Jeg havde det igen meget svært ved det, og jeg gjorde alt for ikke at møde ham i den lille landsby, vi boede i.
Mændene i mine forældres vennekreds syntes også, at jeg altid skulle have en krammer. Jeg blev tvunget til at kramme dem, og det var ikke rart.
Jeg er også blevet forfulgt af en mand, der var meget ubehagelig, når jeg steg af bussen, når jeg kom fra Roskilde. Jeg gik ofte ind i kiosken for at slippe af med ham, men nogle gange gik han også derind, og jeg var virkelig bange. Dengang gik jeg i gymnasiet.
Nogle af tingene kan man sige, at jeg måske har overreageret, men lige meget hvad så har jeg haft oplevelsen af krænkelse.
Årsagen til, at jeg skriver om dette er fordi jeg har fundet ud af, at jeg altid har slået blikket ned, så mænd ikke skal blive interesseret i mig, for det har jeg slet ikke lyst til. Jeg har været bange for at friste mænd. Måske er det noget fra tidligere liv, for jeg kan virkelig ikke se, hvor det ellers skal komme fra. Jeg skal ikke friste mænd. Og hvis mænd er blevet fristet, så har jeg følt, at det var min skyld.
Ofte synes jeg ikke, at jeg gør noget, og jeg har forsøgt at gemme mig væk, og selvom jeg gør det, kan det godt være, at jeg har fristet mænd, og så kan jeg føle skyld og skam. Det er faktisk lidt underligt, men jeg har tænkt, at det er mig, der skal gøre det anderledes, så jeg ikke frister. Men helt ærligt har jeg ofte ikke engang tænkt tanken, og jeg har faktisk også lagt låg på at være Mia for ikke at friste nogen. Ikke fordi jeg skal være udfordrende, men jeg har været bange for at nogle skulle føle, at jeg var interesseret i dem, hvis jeg ikke var det, og det vil jeg ikke længere være bange for. Jeg gør jo ingenting forkert.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke flirter, men nogle tror, at jeg flirter, selvom jeg slet ikke forsøger, og det kan være ret frustrerende.
Men nu tilbage til Marilyn Monroe... for hun har jo om nogen fristet mænd og være et sexobjekt, og årsagen til, at jeg ikke vil anerkendes for det, hun jo var. Men jeg tænker, om hendes grænser i virkeligheden også blev overskredet.
Jeg har mærket den vrede, jeg har/havde indeni, og den er/var voldsom, og jeg tænker, at det er alle de gange, hvor jeg har følt mig krænket på den ene eller den anden måde af mænd - min far gik ofte over mine grænser rent verbalt.
Jeg er sikker på, at dette er noget, som er virkelig vigtigt, jeg får ryddet op i nu, så det ikke længere skal begrænse mit livs udfoldelse. Men jeg har en fornemmelse af, at det også er noget fra tidligere liv, der lige skal op i lyset. Kvindens frigørelse af manden.
Kommentarer
Send en kommentar