Gør det, der giver dig energi....!

Dengang jeg var sygemeldt med stress, og var til psykolog 2 gange, lærte jeg dog lidt af at gå hos ham. Han lærte mig at skrive de ting ned, der normalt giver mig energi. Listen skal bruges, når man er nede i et hul, for der kan man hurtigt glemme, hvad der skal til for at få energi, ro og blive glad.

Det svarer til det, jeg lærte på kurset i weekenden - at man skal fylde sit tomme hul i maven op med noget, der gør én glad.

Selvom jeg har brugt det tip mange gange efterhånden, så glemmer jeg hurtigt, hvad det er, der gør mig glad og giver mig ro og energi. Men når jeg har været tilstrækkelig længe nok nede i hullet, kommer jeg i tanke om, hvad det er, jeg har lyst til og som giver mig ro.

De sidste dage har været lidt hårde ved mig, hvis jeg selv skal sige det, og i dag skulle jeg have været ledsager, som jeg er hver 14. dag, men jeg orkede ikke, og så var det "heldigt" at hun aflyste i dag. Så fik jeg lige foræret en dag for mig selv.

Jeg tænkte, at dagen i dag skulle gå med at pleje mig selv og give mig selv omsorg. Så jeg stod op og tændte op i brændeovnen, da det var så koldt her til morgen. Sad længe og så ind i ilden. Det giver mig også en eller anden form for ro. Der sad jeg nok en time og bare kiggede ind i ilden, hvorefter jeg fik tændt for computeren.

Morgenmaden blev lettere forsinket i dag, men hvad gør det, når jeg ikke var hundesulten og jeg i øvrigt også har hele dagen. Dejligt ikke at skulle noget!

Da jeg sad foran computeren kom jeg i tanke om, hvor godt det er for mig at gå en tur på stranden. Der plejer jeg at finde roen for alvor. Der blæses jeg igennem som om jeg bliver renset. Ofte er der også en masse tårer og måske lyde der kommer ud, når jeg går rundt dernede. Alt sammen for at få ro i krop og sind.

Roen indfandt sig også i dag, da jeg kom til stranden. Jeg var helt alene og nød at kunne gå og synge "Amazing grace"... En sang der rører mig dybt i hjertet. Så smukt! Tårerne fik også frit løb og jeg fik smidt en masse store sten i vandet med en kraft fra alt det, som gjorde ondt indeni. Det hjalp, synes jeg!

Tilbage til det gule lyn - stadig med tårer i øjnene, og idet jeg satte mig ind i bilen, tænkte jeg på, at jeg har haft gavn af at give smerten lyd, og da jeg kørte så brølede for fuld kraft til der ikke var mere energi i lyden. Det lettede for alvor!! Ahhhh.....Jeg kan stadig blive forbavset over, hvilken lyd der kan komme ud af min mund, men jeg er ved at vænne mig til det.

Hjemme igen. Musik i højttalerne, og kroppen har ikke kunne sidde stille. At høre musik og danse giver mig glæde. Og lige nu nyder varmen fra brændeovnen, en kop te og få skrevet det her, hvilket også hjælper mig. Overvejer om jeg ikke snart skulle gå ud og tage mig et laaaaangt varmt bad og bare nyde det! Det tror jeg, at jeg gør!

Nu har jeg gjort mange af de ting, som jeg faktisk holder rigtig meget af, og som giver mig glæde. Føler mig mange kilo lettere....

Hvorfor er det lige, at man kan glemme det så hurtigt igen? Måske fordi man ikke er vant til at man skal fylde sit hul i maven op, fordi man er vant til at fylde andres op?! Men nu vil jeg fylde mit eget hul i maven op, så jeg føler mig fuld af glæde og ro!


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?