Fra middelklasse til kreativ fattiglus...
Den anden dag blev jeg ringet op af en kvinde fra Forbrugerrådets Gældsrådgivning, og min første tanke, da jeg hørte, hvor hun ringede fra, var "Nu har de fundet ud af, at de kan hjælpe mig... De har lavet en fejl dengang, jeg fik rådgivning hos dem!" Sikke mange ting, jeg kunne nå at tænke på meget få sekunder....
Men hun ringede til mig for at høre, om jeg var interesseret i at fortælle min historie i offentligheden, så unge mennesker blev gjort opmærksom på, at der fandtes noget, der hedder Gældsrådgivning. Mit svar kom prompte, at jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe, hvis jeg kunne, da jeg jo ikke har noget at skjule, og mine tanker faldt også på håbet om, at nogen ville se, at jeg sad i sådan en klemme af samfundsmæssige årsager, og ville hjælpe mig med at tale med bankerne.... Lidt utopi, men når man er så langt ude som jeg rent økonomisk, så gælder alle håb!
Efter en uge ringer hun igen, og spørger om jeg er interesseret i at fortælle min historie til en journalist fra TV. Jeg vil ikke fortælle her, hvem det er, da det måske kan ødelægge noget for ham. Men jeg taler med ham, og han spørger efter detaljer i min sag med bankerne, og det kommer bag på mig, for jeg kan faktisk ikke huske så meget, for jeg har jo valgt at lægge det på en hylde, hvor det ikke fylder i hverdagen - bare for at overleve at være mig med en bankgæld på 800.000 kr.
Vi taler sammen flere gange, og han beder mig om at finde nogle helt specifikke oplysninger omkring mine lån, og jeg må fortælle ham, at jeg har glemt det meste og at jeg på et tidspunkt nok har givet op og bare lade det flyde, for jeg kunne ikke se håbet længere og kunne ikke se vejen ud. Så jeg har ladet bankerne bare rippe mig... Jeg husker i samtalen, at jeg siger til ham "Jeg aner ikke engang, om banken har snydt mig, for jeg har bare ladet dem køre løbet!"
Jeg bliver lidt ked af, at jeg bare har ladet banken køre løbet selv. At jeg har sluppet tøjlerne, for det ligner slet ikke mig, men jeg ved, at jeg har gjort det for at overleve...
At sidde og se i bankpapirerne ripper op i en masse følelser og glemte ting, som jeg havde regnet med, at jeg ikke skulle tænke på de næste år, men alligevel tænker jeg nu, om der er noget, jeg kan gøre i forhold til bankerne, men det er nok spildt arbejde....
Men jeg tror ikke, at jeg kommer i TV i denne omgang, for min historie var måske ikke helt den, han skulle bruge.
Mit håb havde også været at skabe mere fokus på mennesker, der sidder i klemme i krisen. At vise, at man kan leve et liv med glæde, selvom man økonomisk er på røven...
Journalisten spurgte også til, hvordan jeg havde det rent økonomisk, før jeg blev skilt, og det er jo det mærkelige for mig, for der var jeg jo aldrig rigtig i pengenød. Når jeg ser tilbage, har jeg aldrig været nede, hvor det har gjort ondt før. Jeg har troet, at jeg har været dér, men vi har altid haft penge til at købe det, vi har haft lyst til. Måske har der ikke været til ferier, men vi valgte at bruge pengene på en gård i stedet. Det var prioriteringen dengang.
Og nu sidder jeg så med en megagæld, og har mærket, hvordan det er, at skulle få 100 kr. til at strække over mange dage.... Lærerigt, men ikke ønskeligt i længden!
Dengang jeg var gift, kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle gå i genbrugstøj og have genbrugsting i mit hjem. Det kunne jeg slet ikke have, og nu er det hverdag, og jeg oplever, at jeg føler mig langt mere kreativ og i live, end dengang jeg var gift. Jeg bliver "nødt til" at være kreativ, men det har jeg det godt med. Og det har hjulpet mig med at finde ud af, at jeg er et kreativt menneske, og at det ikke er tingene, men menneskene omkring mig, der betyder noget!
Og jeg er meget taknemmelig for meget små ting. Og når jeg ser ildsjæle, der arbejder for at gøre en forskel for mennesker som mig, der ingen penge har, så bliver jeg så rørt, og mest rørt når der tænkes på børnene! Måske jeg snart selv skal komme i gang med at gøre den forskel, for jeg ved, hvor meget det betyder!
Men hun ringede til mig for at høre, om jeg var interesseret i at fortælle min historie i offentligheden, så unge mennesker blev gjort opmærksom på, at der fandtes noget, der hedder Gældsrådgivning. Mit svar kom prompte, at jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe, hvis jeg kunne, da jeg jo ikke har noget at skjule, og mine tanker faldt også på håbet om, at nogen ville se, at jeg sad i sådan en klemme af samfundsmæssige årsager, og ville hjælpe mig med at tale med bankerne.... Lidt utopi, men når man er så langt ude som jeg rent økonomisk, så gælder alle håb!
Efter en uge ringer hun igen, og spørger om jeg er interesseret i at fortælle min historie til en journalist fra TV. Jeg vil ikke fortælle her, hvem det er, da det måske kan ødelægge noget for ham. Men jeg taler med ham, og han spørger efter detaljer i min sag med bankerne, og det kommer bag på mig, for jeg kan faktisk ikke huske så meget, for jeg har jo valgt at lægge det på en hylde, hvor det ikke fylder i hverdagen - bare for at overleve at være mig med en bankgæld på 800.000 kr.
Vi taler sammen flere gange, og han beder mig om at finde nogle helt specifikke oplysninger omkring mine lån, og jeg må fortælle ham, at jeg har glemt det meste og at jeg på et tidspunkt nok har givet op og bare lade det flyde, for jeg kunne ikke se håbet længere og kunne ikke se vejen ud. Så jeg har ladet bankerne bare rippe mig... Jeg husker i samtalen, at jeg siger til ham "Jeg aner ikke engang, om banken har snydt mig, for jeg har bare ladet dem køre løbet!"
Jeg bliver lidt ked af, at jeg bare har ladet banken køre løbet selv. At jeg har sluppet tøjlerne, for det ligner slet ikke mig, men jeg ved, at jeg har gjort det for at overleve...
At sidde og se i bankpapirerne ripper op i en masse følelser og glemte ting, som jeg havde regnet med, at jeg ikke skulle tænke på de næste år, men alligevel tænker jeg nu, om der er noget, jeg kan gøre i forhold til bankerne, men det er nok spildt arbejde....
Men jeg tror ikke, at jeg kommer i TV i denne omgang, for min historie var måske ikke helt den, han skulle bruge.
Mit håb havde også været at skabe mere fokus på mennesker, der sidder i klemme i krisen. At vise, at man kan leve et liv med glæde, selvom man økonomisk er på røven...
Journalisten spurgte også til, hvordan jeg havde det rent økonomisk, før jeg blev skilt, og det er jo det mærkelige for mig, for der var jeg jo aldrig rigtig i pengenød. Når jeg ser tilbage, har jeg aldrig været nede, hvor det har gjort ondt før. Jeg har troet, at jeg har været dér, men vi har altid haft penge til at købe det, vi har haft lyst til. Måske har der ikke været til ferier, men vi valgte at bruge pengene på en gård i stedet. Det var prioriteringen dengang.
Og nu sidder jeg så med en megagæld, og har mærket, hvordan det er, at skulle få 100 kr. til at strække over mange dage.... Lærerigt, men ikke ønskeligt i længden!
Dengang jeg var gift, kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle gå i genbrugstøj og have genbrugsting i mit hjem. Det kunne jeg slet ikke have, og nu er det hverdag, og jeg oplever, at jeg føler mig langt mere kreativ og i live, end dengang jeg var gift. Jeg bliver "nødt til" at være kreativ, men det har jeg det godt med. Og det har hjulpet mig med at finde ud af, at jeg er et kreativt menneske, og at det ikke er tingene, men menneskene omkring mig, der betyder noget!
Og jeg er meget taknemmelig for meget små ting. Og når jeg ser ildsjæle, der arbejder for at gøre en forskel for mennesker som mig, der ingen penge har, så bliver jeg så rørt, og mest rørt når der tænkes på børnene! Måske jeg snart selv skal komme i gang med at gøre den forskel, for jeg ved, hvor meget det betyder!
Kommentarer
Send en kommentar