Kigger frem mod 2013

Mange skriver om, hvad de har oplevet i det forgangne år, men det har jeg ikke lyst til, da jeg har gjort det i løbet af året. Jeg har mere lyst til at skrive, hvad jeg ønsker skal ske i 2013.

Jeg afsluttede 2012 med at finde kærligheden, selvom den har været i mit liv i flere år, og med den er der en tryghed for mig, der kan hjælpe mig på flere planer. Trygheden til at tage nogle valg og prøve ting af, som jeg måske ikke helt har turdet, hvis jeg ikke var i det her forhold.

For forholdet her betyder meget for mig. Jeg føler mig fri til at gøre de ting, som jeg allerede har sat mig for, og ikke som jeg har gjort så mange gange tidligere, lade mig begrænse af et forhold. For jeg er nået et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere ønsker at begrænse mig. Jeg vil i gang med det, der er min mission med livet.

Ikke at jeg helt ved, hvad det er, men det er nu, jeg skal i gang med at finde ud af, hvad det er, jeg skal bruge mit liv til. Jeg har en idé om det, og jeg ved, at det nok skal blive sådan, for når jeg først sætter mig noget for, så sker det. Der er bare mange brikker, der skal passe sammen, men jeg vil vælge at tage ét skridt ad gangen nu i stedet for at vente på, at puslespillet er helt - for det bliver ikke helt, hvis ikke jeg aktivt selv tager brikkerne og sætter dem på plads.

Så jeg forestiller mig, at mit liv er et puslespil, og jeg har fået lagt mange brikker, men der mangler stadig en del til at danne en helhed. Det er stadig lidt utydeligt, hvad det er, puslespillet forestiller.

Jeg ved jo i realiteten ikke, hvad der kommer til at ske i 2013, men jeg ønsker rent arbejdsmæssigt, at jeg kommer rigtig godt i gang med at arbejde med mediumship, og at jeg begynder at tjene penge på det. Samtidig vil jeg i gang med at sælge mine malerier, hvilket kræver, at jeg får malet meget mere. Jeg skal turde komme ud af klappen og få udstillet mine malerier, for der er mange, der kan lide dem. Måske jeg skulle få min hjemmeside op og køre også. Det kunne jo være første skridt på vejen.

Rent personligt ønsker jeg, at mit hjem stadig er min skønne base med mine to skønne drenge, og at der kommer ro på samarbejdet med min eksmand, således at mine drenge oplever forældre, der om ikke andet kan kommunikere og samarbejde. Det starter allerede den 3. januar med et møde i statsforvaltningen, og jeg vil gøre mit til, at det kommer til at fungere, men jeg vil forsøge så vidt muligt at se det fra børnenes vinkel, således at børnene får deres behov opfyldt i den forbindelse. Jeg ved, at jeg skal bruge lidt styrke til de møder, men det er den eneste udvej, der er for at få afklaring.

Derudover er der jo mit nye forhold, som jeg ønsker skal blomstre, så vi begge oplever at blive fyldt op af kærlighed og stadig bevare det gode venskab, vi altid har haft. At støtte hinanden i de opgaver, vi begge kommer ud for samt arbejdet med mediumship. Jeg er sikker på, at vi har mange gode oplevelser i vente.

Rent socialt er jeg sikker på, at jeg igen i år vil glæde mig over, at se mine skønne venner og veninder en masse, for de betyder alverden for mig. De er min nye familie.

Økonomisk vil jeg gerne kunne få lidt mere luft i budgettet, men det har jeg en tiltro til nok skal ske. Det kommer næsten helt af sig selv, når jeg begynder at arbejde mere med mediumshippen, og får solgt nogle malerier. Jeg forestiller mig, at min store gæld bliver mindre og mindre... Det er dejligt at tænke på!

Jeg tror, at jeg stopper her, for jeg ønsker ikke at fastlægge hele 2013 og alle mine ønsker, for der skal være plads til overraskelser. Det kan jeg så godt lide :)

Med det vil jeg ønske rigtig godt og lykkebringende nytår fyldt med glæde og kærlighed. Godt nytår!!





Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?