Rydder op på nederste hylde...

I drømmen oplever jeg, at jeg går rundt i det hus, som er mit, men hvor min eksmand faktisk har haft et værelse, og han og hans nye kæreste er kommet for at rydde op og tage alt det med, som er hans. De går i starten rundt for sig selv uden at der bliver sagt så meget. Jeg håber på, at det går stærkt, så de kommer ud af døren så hurtigt som muligt... men han tager sig god tid.

Mange minder dukker op, og det bliver lidt overfladisk det, han tager fat i. På et tidspunkt sætter vi os ude i haven, da han tror, at han er færdig, men jeg punker ham og siger, at der faktisk er meget mere, han skal tage med, for jeg har ikke lyst til at have hans ting i huset mere. Stemmerne vokser og der diskuteres. Det ender med, at vi sammen går ind på det værelse, han har boet i, og jeg peger ud, hvad han skal tage stilling til, og hvis han ikke vil have det, så skal han smide det ud.

Jeg opdager et smykkeskrin af mit, hvor jeg ser en masse smykker, jeg kun kan huske svagt. Mange farvede smykker, og øreringe lavet af plastik, som ligner store smukke blomster. Jeg prøver dem på, men det ser mærkeligt ud, og da jeg tager dem ud igen går de i stykker. Jeg forsøger at samle dem, men giver op, for det er lag på lag, som skal ligge på en helt bestemt måde, som jeg ikke lige kan greje i dette øjeblik, fordi jeg har så meget andet i mit hoved.

Det virker som om, han er mere oprevet end jeg. Jeg tager fat i den ene ting efter den anden og spørger "Hvad med den her? Hvad skal den?"... han er tydeligvis irriteret på mig, men jeg fortsætter, for jeg ønsker ingenting af hans i mit hus mere. Det er helt slut og jeg må videre.

Jeg tænker bare på, at få dem ud af døren, så jeg kan komme videre med mit.... og min eksmand går rundt og rydder op i stilhed. Han har slæbt en masse store ting ud i haven, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved dem, hvis han nu bare efterlader dem der. Vi tager igen en snak om, hvad der skal ske med de ting, for det er for uoverskueligt for mig.

Hans kæreste dukker op, og hvor vi tidligere ikke har talt sammen, begynder hun nu at henvende sig til mig, da vi står i et køkken, jeg ikke anede eksisterede i mit hus. Et køkken der er meget mere moderne end det køkken, jeg selv laver mad i. Hun åbner køleskabet og kigger på allernederste hylde i køleskabet, og siger til  mig, at jeg skal huske at tjekke datoen på skummetmælken, for den er da alt for gammel. Jeg fortæller hende, at jeg overhovedet ikke anede noget om dette køkken og den mælk, og hun fortæller en masse og snakker som om hun virkelig er interesseret i mig.

Jeg bliver så vækket af min yngste søn, men drømmen sidder virkelig i kroppen på mig, og jeg forsøger at greje, hvad det hele går ud på...

Det handler jo slet ikke om min eksmand og hans kæreste, men om gamle følelser i mig, som jeg har gemt rigtig langt væk, men som nu skal til overfladen og kigges på. De kan ikke længere ligge dér og fylde så meget i mig. Der bliver ryddet op på nederste hylde i mit følelsesliv...

Interessant synes jeg!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?