Gammel kærlighed ruster ikke...
Den seneste måned har jeg haft ferie, og jeg har haft mulighed for at gøre meget af det, som gør mig rigtig glad, men jeg har dog afsluttet mit forhold til den kæreste, jeg har haft i lidt over 3 måneder. Det var lidt hårdt, men sådan skulle det være, for jeg har forandret mig rigtig meget, mens jeg har kendt ham, og der var nogle helt grundlæggende forskelle i syn på livet hos os, men han har været en rigtig god støtte for mig undervejs. Han har haft en ro, som jeg har haft brug for i processen, og jeg har lært rigtig meget om mig selv ved at være i forhold med ham, så det er jeg meget taknemmelig for.
Skæbnen har så gjort, og jeg meget kort tid efter har mødt den kæreste, jeg havde for 3½ år siden. En kæreste, som jeg følte meget stor kærlighed til og samhørighed med. En kæreste, jeg følte var mit livs kærlighed, for han viste mig ægte kærlighed, og gav mig musikken tilbage til mit liv. Det var et meget intenst forhold, vi havde dengang, og vi var ved at flytte sammen efter 3 måneder, og han fik heldigvis (kan jeg sige nu) kolde fødder, inden vi nåede så langt, men dengang kunne jeg ikke fortsætte vores forhold, og jeg stoppede det, da jeg følte mig svigtet.
Kort tid efter indså jeg, at det var det bedste for os alle - også mine børn - for han er musiker, og sidder ofte oppe om natten, og spiller høj musik, og det er ikke nemt at kombinere med små børn efter min mening. Og jeg er sikker på, at han ville have følt sig fanget og ufri meget hurtigt.
Jeg tilgav ham ret hurtigt, men han var svær at få ud af hjertet, da han havde sat sig så dybt. Jeg kiggede ofte - og har gjort det indtil nu - efter ham, hvis jeg så en bil magen til hans, bare for at få et glimt af ham. Og samtidig havde jeg ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med ham, for det ville gøre alt for ondt på mig.
Vi har ikke haft kontakt i et par år, og jeg havde stort set glemt ham, da han pludselig anmoder om at blive min ven på facebook, og jeg overvejer, om jeg skal afslå, men jeg tænker "pyt"... hvad kan der ske... Mine forventninger var slet ikke, at vi skulle mødes igen, og samtidig forstod jeg ikke helt, hvorfor han pludselig ville være ven med mig.
Der går et par dage, og han skriver til mig på chatten for at høre, hvordan jeg har det, og jeg fortæller ham om mit liv, og pludselig skriver han, at han får samme følelse af at skrive med mig, som han havde dengang. Et sug i kroppen på mig.... for det går jo ikke... det var ham, der svigtede mig, men jeg er alligevel ret nysgerrig efter, hvad han vil mig. Vi skriver rigtig meget sammen flere nætter i træk, hvor vi skriver om de ting, vi oplevede dengang, og følelserne blusser op hos os begge. Det kommer bag på os begge, at vi pludselig er dér igen. Hans hensigt var ikke andet end at ville høre, hvordan det gik...
Vi mødes i byen... og han er stadig lige dejlig! Men det er sgu mærkeligt, og jeg mærker, at jeg passer rigtig godt på mig selv. Er lige kommet ud af et forhold, og så står jeg dér med en mand, jeg har følt svigtede mig dengang. En mand jeg har været fuldstændig forelsket i....
Hvad ville der ske, hvis jeg ikke prøvede det af igen? Tænk, hvis det kunne blive lige så godt igen eller bedre, og ville jeg gå glip af det? Tankerne var mange og fyldte mit hoved... tankerne for frem og tilbage, for og imod, men heldigvis vandt modet, og vi kyssede endnu engang så inderligt....
Vi har set hinanden et par gange, og jeg føler ikke, at jeg skal passe på mig selv mere. Det føles meget naturligt at være sammen med ham igen. Det er som om vi bare har taget forholdet op, der hvor vi slap. For vores forhold dengang var faktisk kun fyldt med gode oplevelser - på nær det med flytningen - og vi har begge en oplevelse af, at vi har et meget specielt bånd, ham og mig. Vi er gode for hinanden, og vi har ikke lovet hinanden noget, og vi tager én dag ad gangen...
Der er sket meget med mig rent personligt fra dengang, vi var sammen. Dengang troede jeg, at jeg kun kunne blive lykkelig, hvis jeg havde en kæreste. Jeg var altså afhængig af, at der var en mand i mit liv. Nu har jeg ikke behov for en mand i mit liv for at være lykkelig, og det gør en helt stor forskel.
Denne gang siger jeg også mere til og fra, så jeg ikke gør noget, som jeg ikke har lyst til - også selv jeg tidligere har været bange for at miste kærlighed. Det er meget befriende!
Så nu tager vi én dag ad gangen, hvor vi genopdager hinanden, og stadig har vi nogle erfaringer fra dengang, så vi starter ikke helt forfra. Det er sgu en rar følelse... og vi kan vel ikke andet end at nyde det, der er - nemlig hinanden! og lige meget hvad der sker, så er vi venner for livet - det er i hvertfald aftalen, vi har...
Livet er sgu forunderligt og foranderligt!
Skæbnen har så gjort, og jeg meget kort tid efter har mødt den kæreste, jeg havde for 3½ år siden. En kæreste, som jeg følte meget stor kærlighed til og samhørighed med. En kæreste, jeg følte var mit livs kærlighed, for han viste mig ægte kærlighed, og gav mig musikken tilbage til mit liv. Det var et meget intenst forhold, vi havde dengang, og vi var ved at flytte sammen efter 3 måneder, og han fik heldigvis (kan jeg sige nu) kolde fødder, inden vi nåede så langt, men dengang kunne jeg ikke fortsætte vores forhold, og jeg stoppede det, da jeg følte mig svigtet.
Kort tid efter indså jeg, at det var det bedste for os alle - også mine børn - for han er musiker, og sidder ofte oppe om natten, og spiller høj musik, og det er ikke nemt at kombinere med små børn efter min mening. Og jeg er sikker på, at han ville have følt sig fanget og ufri meget hurtigt.
Jeg tilgav ham ret hurtigt, men han var svær at få ud af hjertet, da han havde sat sig så dybt. Jeg kiggede ofte - og har gjort det indtil nu - efter ham, hvis jeg så en bil magen til hans, bare for at få et glimt af ham. Og samtidig havde jeg ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med ham, for det ville gøre alt for ondt på mig.
Vi har ikke haft kontakt i et par år, og jeg havde stort set glemt ham, da han pludselig anmoder om at blive min ven på facebook, og jeg overvejer, om jeg skal afslå, men jeg tænker "pyt"... hvad kan der ske... Mine forventninger var slet ikke, at vi skulle mødes igen, og samtidig forstod jeg ikke helt, hvorfor han pludselig ville være ven med mig.
Der går et par dage, og han skriver til mig på chatten for at høre, hvordan jeg har det, og jeg fortæller ham om mit liv, og pludselig skriver han, at han får samme følelse af at skrive med mig, som han havde dengang. Et sug i kroppen på mig.... for det går jo ikke... det var ham, der svigtede mig, men jeg er alligevel ret nysgerrig efter, hvad han vil mig. Vi skriver rigtig meget sammen flere nætter i træk, hvor vi skriver om de ting, vi oplevede dengang, og følelserne blusser op hos os begge. Det kommer bag på os begge, at vi pludselig er dér igen. Hans hensigt var ikke andet end at ville høre, hvordan det gik...
Vi mødes i byen... og han er stadig lige dejlig! Men det er sgu mærkeligt, og jeg mærker, at jeg passer rigtig godt på mig selv. Er lige kommet ud af et forhold, og så står jeg dér med en mand, jeg har følt svigtede mig dengang. En mand jeg har været fuldstændig forelsket i....
Hvad ville der ske, hvis jeg ikke prøvede det af igen? Tænk, hvis det kunne blive lige så godt igen eller bedre, og ville jeg gå glip af det? Tankerne var mange og fyldte mit hoved... tankerne for frem og tilbage, for og imod, men heldigvis vandt modet, og vi kyssede endnu engang så inderligt....
Vi har set hinanden et par gange, og jeg føler ikke, at jeg skal passe på mig selv mere. Det føles meget naturligt at være sammen med ham igen. Det er som om vi bare har taget forholdet op, der hvor vi slap. For vores forhold dengang var faktisk kun fyldt med gode oplevelser - på nær det med flytningen - og vi har begge en oplevelse af, at vi har et meget specielt bånd, ham og mig. Vi er gode for hinanden, og vi har ikke lovet hinanden noget, og vi tager én dag ad gangen...
Der er sket meget med mig rent personligt fra dengang, vi var sammen. Dengang troede jeg, at jeg kun kunne blive lykkelig, hvis jeg havde en kæreste. Jeg var altså afhængig af, at der var en mand i mit liv. Nu har jeg ikke behov for en mand i mit liv for at være lykkelig, og det gør en helt stor forskel.
Denne gang siger jeg også mere til og fra, så jeg ikke gør noget, som jeg ikke har lyst til - også selv jeg tidligere har været bange for at miste kærlighed. Det er meget befriende!
Så nu tager vi én dag ad gangen, hvor vi genopdager hinanden, og stadig har vi nogle erfaringer fra dengang, så vi starter ikke helt forfra. Det er sgu en rar følelse... og vi kan vel ikke andet end at nyde det, der er - nemlig hinanden! og lige meget hvad der sker, så er vi venner for livet - det er i hvertfald aftalen, vi har...
Livet er sgu forunderligt og foranderligt!
Kommentarer
Send en kommentar