Sorgbearbejdning
Nu er det snart et halvt år siden, jeg mistede min mor, og der er sket så meget på det halve år, og jeg har sørget, og troede, at jeg var kommet mig nogenlunde, men efter en masse bump, der lige skulle overstås, - sidst et par eksamener og en flytning - er der kommet lidt ro på, men alligevel har jeg ikke været helt glad, og jeg har haft en del uro i kroppen uden at kunne identificere, hvad det kom af. Jeg har overbevist mig selv om, at det er fordi jeg er flyttet, og det er en forandring...
I går tog jeg et smut forbi min mormor, der snart fylder 93 år, og det er ikke så tit, at vi får talt sammen, men hun fortæller mig, at hun kan mærke, at hun snart skal forlade denne jord. Hun sagde, at hun kunne mærke det på kroppen.
Ret fattet spørger jeg hende, om hun har talt med nogen om, hvordan hun gerne vil begraves, men det har hun ikke. Hun fortæller mig, at hun vil på de ukendtes, for ingen skal være forpligtet til at passe hendes gravsted, og det betyder ikke noget for hende, hvilken kirkegård det er på.
Vi hygger videre med friske jordbær og kage, og det er en rigtig hyggelig snak vi får, og vi får både grint og grædt, og vi får vendt minder mv. Vi har ofte den samme øjenkontakt, som dengang jeg blev passet hos hende, da jeg var barn. Jeg følte stor samhørighed og ligeværdighed med hende. Selvom hun er blevet meget mindre, fordi ryggen er faldet sammen, så er hun stadig en stærk kvinde, som jeg ofte har beundret.
Da jeg tager afsked med hende, kigger hun på mig, og vi krammer, og hun skynder sig med rolatoren ind til soveværelsesvinduet, hvor hun plejer at vinke til mig, når jeg kommer ned på parkeringspladsen.
Tårerne står på spring, men jeg bider det i mig, indtil jeg har vinket færdig, og hun er ude af syne, og så får tårerne frit løb. I bilen sidder jeg og tænker på, at jeg jo slet ikke har sørget færdigt over min mor. Det bliver så ekstra forstærket af tanken om, at min mormor snart forlader os.
Da jeg så kommer hjem og jeg er sammen med min kæreste om aftenen, siger han til mig, at han synes, at jeg er helt ved siden af mig selv, og jeg har forsøgt at lade det være, men da han får prikket - på den gode måde - og jeg bryder helt sammen og kan ikke stoppe tårerne...
Det var lige, hvad der skulle til, for at jeg kunne få grædt færdigt. Det trængte jeg vist til, for jeg har gået hele dagen i dag, og har været mut og indadvendt, og har ikke haft lyst til særlig meget. Så det er rart, at jeg er alene, og ikke skal forholde mig til nogen lige nu. Jeg giver mig selv tiden til at sørge, så jeg kan komme videre i med mit liv.
Det hele venter på mig...
I går tog jeg et smut forbi min mormor, der snart fylder 93 år, og det er ikke så tit, at vi får talt sammen, men hun fortæller mig, at hun kan mærke, at hun snart skal forlade denne jord. Hun sagde, at hun kunne mærke det på kroppen.
Ret fattet spørger jeg hende, om hun har talt med nogen om, hvordan hun gerne vil begraves, men det har hun ikke. Hun fortæller mig, at hun vil på de ukendtes, for ingen skal være forpligtet til at passe hendes gravsted, og det betyder ikke noget for hende, hvilken kirkegård det er på.
Vi hygger videre med friske jordbær og kage, og det er en rigtig hyggelig snak vi får, og vi får både grint og grædt, og vi får vendt minder mv. Vi har ofte den samme øjenkontakt, som dengang jeg blev passet hos hende, da jeg var barn. Jeg følte stor samhørighed og ligeværdighed med hende. Selvom hun er blevet meget mindre, fordi ryggen er faldet sammen, så er hun stadig en stærk kvinde, som jeg ofte har beundret.
Da jeg tager afsked med hende, kigger hun på mig, og vi krammer, og hun skynder sig med rolatoren ind til soveværelsesvinduet, hvor hun plejer at vinke til mig, når jeg kommer ned på parkeringspladsen.
Tårerne står på spring, men jeg bider det i mig, indtil jeg har vinket færdig, og hun er ude af syne, og så får tårerne frit løb. I bilen sidder jeg og tænker på, at jeg jo slet ikke har sørget færdigt over min mor. Det bliver så ekstra forstærket af tanken om, at min mormor snart forlader os.
Da jeg så kommer hjem og jeg er sammen med min kæreste om aftenen, siger han til mig, at han synes, at jeg er helt ved siden af mig selv, og jeg har forsøgt at lade det være, men da han får prikket - på den gode måde - og jeg bryder helt sammen og kan ikke stoppe tårerne...
Det var lige, hvad der skulle til, for at jeg kunne få grædt færdigt. Det trængte jeg vist til, for jeg har gået hele dagen i dag, og har været mut og indadvendt, og har ikke haft lyst til særlig meget. Så det er rart, at jeg er alene, og ikke skal forholde mig til nogen lige nu. Jeg giver mig selv tiden til at sørge, så jeg kan komme videre i med mit liv.
Det hele venter på mig...
Kommentarer
Send en kommentar