For hvis skyld gør du det?
Inden for den sidste uge er jeg blevet spurgt af 3 af mine veninder uafhængigt af hinanden med fuldstændig samme ordlyd "Mia, nu gør du ikke det her, fordi du føler dig presset af min holdning?", og det er kommet meget bag på mig, at jeg er blevet spurgt af alle 3.
Sagen er den, at jeg er begyndt at gøre nogle af de ting, som jeg har ønsket mig rigtig længe, og jeg udtrykker min usikkerhed omkring at springe ud det nye, som f.eks. at skifte efternavn til noget, som ingen andre i Danmark hedder endnu. Og jeg spørger dem til råds, og jeg får deres meget entusiastiske svar, og de følger mig til dørs og sørger for, at jeg får gjort nogle af de ting, som jeg faktisk brændende ønsker mig.
Efterfølgende har de reflekteret over situationen, og er pludselig blevet bange for, at jeg har taget så drastiske skridt bare fordi de synes, at det var en god idé.
I går aftes på vej i byen med én af de veninder, som har sagt ordene, fortæller jeg hende om min oplevelse, og hun har faktisk tænkt på, at jeg havde forandret mig. Hun sad pludselig og tænkte, at jeg som ellers altid har svar på rede hånd og alt fikset og klaret, pludselig spurgte hende til råds. Det kom meget bag på hende, og det havde måske nok sat hende i en klemme, men som jeg sagde til hende, så havde jeg jo spurgt til råds, fordi jeg mente, at hun ville kunne hjælpe mig. Jeg var selv meget usikker, og havde brug for et andet syn på sagerne, fordi jeg er ved at ændre handlemønstre.
Jeg tænker stadig over, hvad det er, der sker med mig, men jeg er begyndt at mærke mere efter i mig selv, og spørge "For hvis skyld gør du det her?", for hele mit liv har jeg gjort en masse for andres skyld uden at mærke efter i mig, om det også passede mig. Tidligere i mit liv har jeg været bange for ikke at blive elsket eller at miste kærlighed, hvis jeg ikke gjorde det andre syntes, og jeg har været fantastisk dygtig til at mærke andres behov, og slet ikke mine egne.
Nu har jeg besluttet mig for, at jeg skal mærke efter, og være helt ærlig omkring mine følelser og behov, i det omfang jeg når at registrere dem, for det er jo en proces, hvor jeg stadig kan tage mig i at være havnet dér igen.
Taknemmeligheden fylder mig, når jeg har sådanne veninder, der faktisk får mig til at mærke efter, hvis de har rådgivet mig.
Sagen er den, at jeg er begyndt at gøre nogle af de ting, som jeg har ønsket mig rigtig længe, og jeg udtrykker min usikkerhed omkring at springe ud det nye, som f.eks. at skifte efternavn til noget, som ingen andre i Danmark hedder endnu. Og jeg spørger dem til råds, og jeg får deres meget entusiastiske svar, og de følger mig til dørs og sørger for, at jeg får gjort nogle af de ting, som jeg faktisk brændende ønsker mig.
Efterfølgende har de reflekteret over situationen, og er pludselig blevet bange for, at jeg har taget så drastiske skridt bare fordi de synes, at det var en god idé.
I går aftes på vej i byen med én af de veninder, som har sagt ordene, fortæller jeg hende om min oplevelse, og hun har faktisk tænkt på, at jeg havde forandret mig. Hun sad pludselig og tænkte, at jeg som ellers altid har svar på rede hånd og alt fikset og klaret, pludselig spurgte hende til råds. Det kom meget bag på hende, og det havde måske nok sat hende i en klemme, men som jeg sagde til hende, så havde jeg jo spurgt til råds, fordi jeg mente, at hun ville kunne hjælpe mig. Jeg var selv meget usikker, og havde brug for et andet syn på sagerne, fordi jeg er ved at ændre handlemønstre.
Jeg tænker stadig over, hvad det er, der sker med mig, men jeg er begyndt at mærke mere efter i mig selv, og spørge "For hvis skyld gør du det her?", for hele mit liv har jeg gjort en masse for andres skyld uden at mærke efter i mig, om det også passede mig. Tidligere i mit liv har jeg været bange for ikke at blive elsket eller at miste kærlighed, hvis jeg ikke gjorde det andre syntes, og jeg har været fantastisk dygtig til at mærke andres behov, og slet ikke mine egne.
Nu har jeg besluttet mig for, at jeg skal mærke efter, og være helt ærlig omkring mine følelser og behov, i det omfang jeg når at registrere dem, for det er jo en proces, hvor jeg stadig kan tage mig i at være havnet dér igen.
Taknemmeligheden fylder mig, når jeg har sådanne veninder, der faktisk får mig til at mærke efter, hvis de har rådgivet mig.
Kommentarer
Send en kommentar