Hvem gør du det for?

Jeg har hele mit liv gjort en masse for andre mennesker, og jeg har vist glemt mig selv i det hele. Mine behov har ikke været så vigtige åbenbart. Det er i hvert fald, hvad jeg har set kvinderne i min familie på min mors side gøre. De gjorde, hvad de troede, deres mand eller andre ville have dem til at gøre, så de kunne gøre sig fortjent til kærlighed. Og det er hvad, der har præget mit liv også - naturligvis.

Bevidstheden om, at jeg ikke ville gøre som min mor har fyldt meget for mig i stort set hele mit liv, og alligevel er jeg endt dér, hvor jeg faktisk gør en masse for andre mennesker i stedet for at gøre noget for mig selv. Jeg sætter mine børn og min kæreste og til dels også mit arbejde før mig selv, men det er sgu ikke OK.

Faktisk har jeg tænkt, at jeg var kommet godt igennem det, og faktisk var god til at huske mig selv. Jeg var klar over, at jeg ikke er verdensmester, og jeg har set nu her i min kæreste sygdomsforløb, at jeg glemte mig selv, da jeg jo lige skulle klare hverdagen og få det hele til at glide. Få det hele til at glide. Pludselig husker jeg, at min mor sagde, at alting bare skulle glide. 

Men for nylig da jeg sad og talte med en sygeplejerske på hjertecentret, fordi jeg skulle vide mere om det at være hjertepatient, så jeg bedre kunne forstå min kæreste, talte vi om det at være pårørende. Det var en samtale, som min kæreste har spurgt, om jeg ville til, fordi han har haft samtaler med hende, og han får rigtig meget ud af det. Først havde jeg sagt nej til at tage derop, fordi jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle bruge det til, men jeg valgte alligevel at tage derop, fordi jeg tænkte, at jeg ville gøre det for min kæreste, for at imødegå ham og hans behov i vores forhold.

Da jeg sidder og taler med sygeplejersken, siger jeg til hende, at jeg faktisk ikke ved, hvad jeg skal tale med hende om, og hun siger, at hun heller ikke ved, hvad hun skal tale med mig om, men alligevel formår vi at tale en hel time. Vi taler om alle mulige ting. Blandt andet fortæller jeg hende, at jeg er sygemeldt med stress, fordi jeg ikke har passet godt nok på mig selv, og til slut i samtalen kigger hun mig bare i øjnene og siger "Du har jo heller passet på dig selv i forhold til denne samtale, for du har sagt til mig, at du gjorde det for din kærestes skyld"... Bom! Den ramte... lige i hjertet, for ja, jeg havde faktisk udelukkende gjort det for min kærestes skyld, men jeg havde jo egentlig ikke lyst.

Hun sagde til mig, at jeg fremover skulle spørge mig selv ved hver ting, jeg skulle gøre "Hvem gør du det her for?" 

Jeg kunne ikke lade være med at grine, fordi det var lidt komisk. At jeg sidder og forklare og forklare, at jeg er i gang med at passe på mig selv, men det er så indlysende, at jeg ikke har lært en skid.

Så fra nu af, vil jeg spørge mig selv "Hvem gør du det for?", og hvis svaret er for andres, så må jeg så overveje, om det er vigtigt for mig, at jeg gør det for dem, eller om jeg i virkeligheden selv har et andet behov, der er vigtigere.