At se livet lidt på afstand

Mit liv er bare fyldt med pligter. Mit stjernetegn er stenbuk i både sol og måne, hvilket betyder at jeg hele tiden har pligter, der skal ordnes førend jeg kan sætte mig ned og slappe af. Det er sgu lidt krævende ind imellem, synes jeg. For ikke nok med, at jeg har pligter, der skal ordnes, så tror jeg også, at andre har store krav til mig, fordi jeg selv har det, og derfor kan bare ikke slappe af i det at være mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Always on the run....

Men min krop viser mig heldigvis ind imellem, at jeg skal stoppe op, for jeg har kørt for hårdt på. Jeg giver mig ikke en chance for at nå at puste ud, for der er altid noget, der skal gøres, og jeg mærker faktisk ikke selv, at det bliver for meget. Jeg er vant til at presse mig selv og min krop, så jeg skal gøre et mere ihærdigt forsøg på at huske det.

Men for nylig fik min krop nok. Eller rettere krop og hoved, for jeg er TRÆT, TRÆT, TRÆT... Jeg har brugt eller misbrugt mig selv i 2015, fordi der var en masse, der også havde brug for min hjælp - og her kan jeg så spørge mig selv, om det var nødvendigt, at det netop var min hjælp og ikke andres, der kunne bruges. Men det er en helt anden blog.

Jeg blev sygemeldt med stress fra mit arbejde, men det handler også om mit liv hjemme. Jeg var ved at skride fra det hele, for det er jo det letteste, når man har brug for fred og ro. Heldigvis har jeg en skøn kæreste, gode venner og en tillidsmand, der lige har hjulpet mig på rette spor igen, og jeg har givet mig selv tiden til at se mit liv lidt på afstand.

For det jeg troede, da min krop reagerede var, at mit job, min kæreste, min bolig og alt var forkert. Det skulle bare ændres.... men jeg valgte lige at se tiden an. Jeg fortalte mit job og min kæreste, hvordan jeg havde det, og bare det at få lov til at sige det højt gjorde en kæmpe forskel for mig. Den mursten, jeg ellers havde haft i maven, forsvandt, da jeg turde sige højt, at jeg slet ikke trivedes.

Og efter at have talt med mine skønne veninder og alle mulige andre, kan jeg pludselig se, hvad det er der sker. Jeg får for meget, fordi jeg glemmer mig selv, og når jeg har fået for meget, så må jeg bare væk. Det er i hvert fald, hvad jeg tror, jeg har brug for, men i virkeligheden har jeg brug for en pause fra alt det, som jeg er fyldt op af, og så kan jeg komme tilbage igen, når jeg er klar til at tage en tørn mere, og når der er blevet justeret på det, der gjorde, at jeg i denne omgang blev slået omkuld.

Og i dag ser jeg, at mit liv faktisk indeholder meget af det, som jeg har drømt om, men jeg har ikke kunnet se det, fordi jeg ikke holdt pause fra det. Jeg havde brug for at få mit liv lidt på afstand for at kunne se, hvor skønt det i virkeligheden er.

Så hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg har en tålmodig kæreste, der står i mit kaotiske følelsesliv. Hvem fanden gider egentlig det? Det er gør min skønne kæreste, og det er da virkelig kærlighed. Han står der, selvom jeg smider bomber i hovedet på ham, og han tager mig og mit liv som det er. Jeg behøver ikke at gøre mig selv anderledes, når jeg er sammen med ham, og det er jo derfor, jeg er sammen med ham <3

Og mit job er jo det job, som jeg har drømt om, men der skal bare nogle småjusteringer til, for at jeg ikke brænder sammen igen, og det oplever jeg, at min leder er lydhør overfor, men det så jeg ikke før. Negativiteten havde gjort sit indtog, og det smitter desværre, men nu har jeg mærket, at jeg er rigtig glad for mit arbejde, og det er dejligt.

Hvor er det vigtigt, at jeg får livet på afstand engang imellem, så jeg kan se klart.... For mit liv er sgu egentlig helt fantastisk.... Så tak for jer, der er i mit liv <3