Skal børn have hår på brystet?

Mine børn er uden tvivl særligt sensitive, og jeg har oplevet i flere institutioner, at de ikke helt blev forstået, men at de blev oplevet af det professionelle personale som værende pivet og ikke særlig drenge-agtige. Men hvad er drenge-agtigt...? De har aldrig hængt i gardinerne og gået på væggene, for de har begge haft behov for mere stille lege og fordybelse. Så nej, drenge med stort D er de ikke.... men er det et problem?

Ja, for nogle pædagoger har det været, for min yngste søn fik i den første børnehave at vide, at han skulle have en ergoterapeut, så han kunne lære at få nas på fingrene... og de forstod ikke, hvorfor han skreg, hvis nogle af bullerbasserne kom for tæt på. Det var i deres hoveder ikke normalt. Jeg kan huske, at jeg hele tiden tænkte, at de ikke så mit barn. Der var én pædagogmedarbejder, der forstod ham, og hende var vi rigtig glade for, men da vi så ikke længere havde hende, fandt jeg mig selv siddende til en samtale, hvor pædagogerne talte om et andet barn, der overhovedet ikke lignede mit, hvis du spørger mig.... men det var mit barn, de talte om! 

Jeg blev edderspændt rasende, og jeg fortalte dem rimelig stille og roligt, at jeg mente, at de ikke så mit barn... men det ændrede sig aldrig.

Vi skiftede så børnehave efter et stykke tid, så min søn fik det sidste år i en naturbørnehave, som havde et rigtig godt ry, og hvor vi vidste, at flere af hans kommende skolekammerater gik. Der forstod de ham virkelig, og det var tydeligt at se, at hans udvikling for alvor kom i gang, da han startede i den børnehave. Det var en ren fornøjelse, og der var lydhørhed overfor det, at han er særligt sensitiv. De ville gerne forstå det, og så ham, som han var....

Så kom skolestart... det har ikke været nemt for ham. Udover, at han også er flyttet bolig hos både mor og far, og hvor han skal forholde sig til nye medlemmer af familien på fars side, så har det været en hård start, som jeg ser det!

Og til skole-hjem-samtalen den anden dag tænkte jeg, at nu er vi her igen, hvor han ikke bliver set. Jeg bliver så ked af det, når børnehaveklasselæreren siger, at hun mener, at han skulle have mere hår på brystet, og det mener hun, at hun giver ham ved at sige til ham, at han skulle vænne sig til dit og dat... men jeg sagde til hende, at han fortæller mig, at han ikke føler sig hørt og set, fordi hun nogle gange afviser ham.

Jeg tænkte hele vejen hjem, for jeg oplevede ikke, at mit barn blev set - igen! Så jeg satte mig ned og skrev en mail til hende, hvori jeg forklarede hende, at jeg forstod hendes intentioner, men at jeg ikke mener, at det gavner mit barn, at hun ønsker, at han skal have hår på brystet, og at jeg mener, at hans selvværd bliver styrket, hvis man forstår, at han mærker ting stærkere end mange andre og at han tager tingene mere nært... i stedet for at feje ham af og fortælle ham, at han tager tingene for nært, og at han må lære at tackle det.

Han har ofte fortalt mig, at der er specielt tre drenge i klassen, han synes driller ham... og det har jeg fortalt læreren, men alligevel vælger hun at sætte ham imellem de to, som han ikke bryder sig så meget om, for så kan de lære hinanden bedre at kende og måske lære noget af hinanden.... men hun tænker ikke over, at han ikke trives. 

Jeg er udmærket klar over, at hun ikke er et ondt menneske og at hun gør tingene med de bedste hensigter, så jeg er klar over, at jeg må gøre hende opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt i forhold til min søn, for hvordan skal hun ellers finde ud af det. Så det har jeg gjort!

Og nu håber jeg så, at der bliver set på min søn med lidt andre øjne, for han har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, og det er lidt tidligt at have det sådan.... 

Og måske i stedet for at se ham som overfølsom, kan vi se alle de spændende kvaliteter han har med sig. Han er, som jeg oplever ham, utrolig kærlig, empatisk, videbegærlig, rolig, fredelig og er ret kreativ. I det hele taget er han helt perfekt, som han er, og jeg elsker ham overalt på jorden, hvilket gælder for begge mine drenge.

Men jeg oplever, at mange ofte er blevet overset eller misforstået, når de er særligt sensitive... Jeg er selv én af slagsen... og derfor er det ikke så mærkeligt, at mine børn er det, og derfor ved jeg også, hvordan det er, at være særligt sensitiv, og hvor det kan gå galt!