Hvad gør jeg nu med juleaften?
Min mormor på 93 år ringede her den anden dag. Det er ikke så tit, vi får talt sammen. Hun spurgte mig blandt andet, hvad jeg skulle til jul, for hun vidste ikke selv helt, hvad hun skulle.
Nu er der ikke så mange tilbage i min familie. Jeg har min mormor og min bror. Derudover har jeg en del fætre, nogle kusiner, hvor jeg ikke ser særlig mange af dem, og faktisk har jeg også en farbror og faster, som jeg ikke ser. Så det er lidt begrænset, hvad der er tilbage.
Familien har altid holdt godt fast i traditionerne, og julen var noget helt særligt. Efter min skilsmisse har jeg meldt mig lidt ud af det med julen, men sidste år vidste jeg, at det ville blive den sidste jul med min mor, der var dødelig syg af kræft, og der holdt vi en sidste familiejul, som vi plejer at gøre det.
Jeg har engang holdt en juleaften helt for mig selv - dengang jeg havde fået en hjernerystelse og var sygemeldt med stress. Det gav ingen mening for mig at holde jul dengang, og jeg var så glad for at være alene den jul, for jeg følte mig slet ikke alene. Tværtimod følte jeg mig forbundet med alle dem, jeg holdt af, som om de var ved siden af mig i min stue. Det var en fantastisk følelse, og fra den dag af følte jeg mig ikke længere ensom.
Men tilbage til juleaften. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det var noget problem med julen, men det er fordi jeg ikke har tænkt særlig langt frem i tiden. For i år har jeg ikke drengene hjemme i julen. De er hos deres far, så derfor kunne jeg gå ud og være frivillig et sted, hvor der blevet lavet jul for dem, der ikke selv kan.
Da min mormor stillede mig det spørgsmål om julen, kom jeg til at tænke på, hvad jeg dog gør næste år, hvor drengene er hjemme, for jeg har jo ikke en familie, jeg kan tilbyde dem. Jeg har jo ingen traditioner, vi kan holde fast i eller gøre som vi plejer. Det giver jo også en mulighed for at gøre tingene på min helt egen måde, når nu der ingen faste traditioner er. Jeg kan skabe traditionerne fremover hos mig og min familie.
Men jeg er ret ked af det lige nu, når jeg tænker på, at jeg ikke har nogen stor familie, jeg kan søge trøst og hjælp hos i disse situationer, og jeg vil bede universet om hjælp til at finde en løsning til jeg skal holde jul med mine drenge næste år. Måske er det ikke i familiens skød den skal holdes, men blandt venner, der har det ligesom mig?!
Jeg er klar over, at der findes netværk på nettet, hvor man holder jul sammen, men jeg har brug for, at det er sammen med nogen, jeg kender, så jeg kan slappe helt af i det selskab og bare nyde aftenen.
Alt står åbent, og det kan nogle gange være lidt angstprovokerende, at skulle fylde det ud selv.....
Jeg må gøre et forsøg... for jeg vil gerne kunne give mine drenge en hyggelig juleaften, når de er hos mig.
Nu er der ikke så mange tilbage i min familie. Jeg har min mormor og min bror. Derudover har jeg en del fætre, nogle kusiner, hvor jeg ikke ser særlig mange af dem, og faktisk har jeg også en farbror og faster, som jeg ikke ser. Så det er lidt begrænset, hvad der er tilbage.
Familien har altid holdt godt fast i traditionerne, og julen var noget helt særligt. Efter min skilsmisse har jeg meldt mig lidt ud af det med julen, men sidste år vidste jeg, at det ville blive den sidste jul med min mor, der var dødelig syg af kræft, og der holdt vi en sidste familiejul, som vi plejer at gøre det.
Jeg har engang holdt en juleaften helt for mig selv - dengang jeg havde fået en hjernerystelse og var sygemeldt med stress. Det gav ingen mening for mig at holde jul dengang, og jeg var så glad for at være alene den jul, for jeg følte mig slet ikke alene. Tværtimod følte jeg mig forbundet med alle dem, jeg holdt af, som om de var ved siden af mig i min stue. Det var en fantastisk følelse, og fra den dag af følte jeg mig ikke længere ensom.
Men tilbage til juleaften. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det var noget problem med julen, men det er fordi jeg ikke har tænkt særlig langt frem i tiden. For i år har jeg ikke drengene hjemme i julen. De er hos deres far, så derfor kunne jeg gå ud og være frivillig et sted, hvor der blevet lavet jul for dem, der ikke selv kan.
Da min mormor stillede mig det spørgsmål om julen, kom jeg til at tænke på, hvad jeg dog gør næste år, hvor drengene er hjemme, for jeg har jo ikke en familie, jeg kan tilbyde dem. Jeg har jo ingen traditioner, vi kan holde fast i eller gøre som vi plejer. Det giver jo også en mulighed for at gøre tingene på min helt egen måde, når nu der ingen faste traditioner er. Jeg kan skabe traditionerne fremover hos mig og min familie.
Men jeg er ret ked af det lige nu, når jeg tænker på, at jeg ikke har nogen stor familie, jeg kan søge trøst og hjælp hos i disse situationer, og jeg vil bede universet om hjælp til at finde en løsning til jeg skal holde jul med mine drenge næste år. Måske er det ikke i familiens skød den skal holdes, men blandt venner, der har det ligesom mig?!
Jeg er klar over, at der findes netværk på nettet, hvor man holder jul sammen, men jeg har brug for, at det er sammen med nogen, jeg kender, så jeg kan slappe helt af i det selskab og bare nyde aftenen.
Alt står åbent, og det kan nogle gange være lidt angstprovokerende, at skulle fylde det ud selv.....
Jeg må gøre et forsøg... for jeg vil gerne kunne give mine drenge en hyggelig juleaften, når de er hos mig.
Julen, er vel hvad man gør den til... og nogle ting har I vel gjort.. hvert år.. Inden I gik fra hinnaden, som du kan tage frem og gøre sammen med dine drenge.
SvarSletSelv elsker jeg Julen... Også selvom vi hvert andet år, bare er os 4 som familien består af.. Det er faktisk den ... vi alle bedst kan lide.. For vi hygger og tuller rundt .... Det er da også hyggeligt at vi har bedste forældrene hvert andet år.. men..
Hvad kan du selv lide ved Julen.. Hvad er hygge for dig ?
Er sikker på at dine drenge vil elske den Jul I får sammen, hvis bare du ... finder roen og din Jul... frem...
Hyggehygge
Marianne
Ja, Marianne. Det har du ret i, og jeg skal blot finde ud af, hvordan jeg gør fremover, når nu min mor, der har holdt sammen på det hele ikke længere er iblandt os i fysisk tilstand.
SvarSletSå ja, jeg skal lave en jul på MIN måde, og det kommer jeg også til, men jeg har det nogle gange som et nyfødt barn, der skal lære at gå... Der skal tages det første skridt, og det kan nogle gange være lidt skræmmende, men jeg har fået det hele på plads i hovedet. Det hjælper mig nemlig at skrive det ud.
Kh.
Mia