Det løser sig - også...
Ledig og på kontanthjælp. Det klinger ikke godt i mine øre normalt, men som med så meget andet, jeg har været igennem i mit liv, tænker jeg, at det blot er en tilstand i mit liv, som jeg skal igennem. Jeg har snart været igennem alt det, som jeg kunne føle var skamfuldt. At være gældsramt og stå i RKI, at være en del i en højkonfliktfyldt skilsmisse, at gå ned med stress flere gange og nu det at være ledig og på kontanthjælp. Alt sammen noget, hvor jeg har tænkt, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke den gældsramte, hende der ikke kan finde ud af at samarbejde omkring børn ifbm. skilsmisse etc. men det blev jeg.
Hver gang har jeg faktisk fundet ud af, at det ikke er boksen, der skal definere mig og mit selvværd, for jeg bliver nødt til at overleve på én eller anden måde i det, som kan virke svagt, skyld og skamfyldt.
Mange spørger mig om det ikke er hårdt at skylde så mange penge væk... Og helt ærligt, jo det er det, men jeg tænker faktisk slet ikke på det i hverdagen, fordi jeg har accepteret, at det er en del af mit liv, som jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg gør, hvad jeg kan, men det skal ikke ødelægge mit liv. Så jeg har på en eller anden måde fået parkeret den gæld et sted, hvor den ikke fylder for meget. For selvfølgelig hænger den et eller andet sted i mit baghoved, men jeg vil ikke bruge energi på det, som jeg ikke kan gøre noget ved.
For mig har det handlet om at overgive mig i stedet for at kæmpe en forgæves kamp, og jeg har kigget på, hvad har gjort mig glad, og ikke hvad der har gjort systemet glad. Jeg har aldrig gjort noget, jeg ikke måtte i forhold til systemet, men jeg gør, hvad jeg tænker er nødvendigt, og nogle gange mere og andre gange er det nok.
Jeg har også erfaret, at der altid er lys for enden af tunnelen og at alt løser sig på den ene eller den anden måde, men det har jeg først erfaret, når jeg har placeret mig et sted, hvor mine handlemuligheder er blevet meget begrænset eller at jeg har mødt den mur, der ikke kan forceres. Først dér sker det, som hjælper mig til at komme videre.
Mange har igen sagt, at jeg altid får hjælp som sendt fra himlen, og det gør jeg også, men det er når jeg overgiver mig, fordi jeg i virkeligheden ikke altid ved, hvad der er bedst at gøre i en situation. Når jeg slipper kontrollen og erkender, at jeg ikke selv kan finde løsningen, fordi den oftest er én, jeg ikke havde set komme, eller noget jeg har prøvet før.
Men alt løser sig, hvis man blot overgiver sig til livet og dets flow. Det lyder simpelt. Det ved jeg godt, at det ikke er, for jeg skal altid selv helt ud i selvpineriet, før jeg vender om, og går en anden vej, men jeg er mange erfaringer rigere, når jeg kommer videre.
Og alt det, jeg har været igennem tænker jeg, at jeg skal bruge til noget. Jeg tror på, at det ikke er forgæves eller tilfældigt, at jeg har kæmpet de kampe, jeg har. Jeg ved, hvordan det er, at være i de situationer og kan sætte mig i folks sted, der står i L... til halsen, for jeg har selv været der.
Jeg glæder mig til at se, hvad det ender ud i denne gang, men jeg mærker, at jeg er ved at være ud i lyset på den anden side af tunnelen.
Hver gang har jeg faktisk fundet ud af, at det ikke er boksen, der skal definere mig og mit selvværd, for jeg bliver nødt til at overleve på én eller anden måde i det, som kan virke svagt, skyld og skamfyldt.
Mange spørger mig om det ikke er hårdt at skylde så mange penge væk... Og helt ærligt, jo det er det, men jeg tænker faktisk slet ikke på det i hverdagen, fordi jeg har accepteret, at det er en del af mit liv, som jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg gør, hvad jeg kan, men det skal ikke ødelægge mit liv. Så jeg har på en eller anden måde fået parkeret den gæld et sted, hvor den ikke fylder for meget. For selvfølgelig hænger den et eller andet sted i mit baghoved, men jeg vil ikke bruge energi på det, som jeg ikke kan gøre noget ved.
For mig har det handlet om at overgive mig i stedet for at kæmpe en forgæves kamp, og jeg har kigget på, hvad har gjort mig glad, og ikke hvad der har gjort systemet glad. Jeg har aldrig gjort noget, jeg ikke måtte i forhold til systemet, men jeg gør, hvad jeg tænker er nødvendigt, og nogle gange mere og andre gange er det nok.
Jeg har også erfaret, at der altid er lys for enden af tunnelen og at alt løser sig på den ene eller den anden måde, men det har jeg først erfaret, når jeg har placeret mig et sted, hvor mine handlemuligheder er blevet meget begrænset eller at jeg har mødt den mur, der ikke kan forceres. Først dér sker det, som hjælper mig til at komme videre.
Mange har igen sagt, at jeg altid får hjælp som sendt fra himlen, og det gør jeg også, men det er når jeg overgiver mig, fordi jeg i virkeligheden ikke altid ved, hvad der er bedst at gøre i en situation. Når jeg slipper kontrollen og erkender, at jeg ikke selv kan finde løsningen, fordi den oftest er én, jeg ikke havde set komme, eller noget jeg har prøvet før.
Men alt løser sig, hvis man blot overgiver sig til livet og dets flow. Det lyder simpelt. Det ved jeg godt, at det ikke er, for jeg skal altid selv helt ud i selvpineriet, før jeg vender om, og går en anden vej, men jeg er mange erfaringer rigere, når jeg kommer videre.
Og alt det, jeg har været igennem tænker jeg, at jeg skal bruge til noget. Jeg tror på, at det ikke er forgæves eller tilfældigt, at jeg har kæmpet de kampe, jeg har. Jeg ved, hvordan det er, at være i de situationer og kan sætte mig i folks sted, der står i L... til halsen, for jeg har selv været der.
Jeg glæder mig til at se, hvad det ender ud i denne gang, men jeg mærker, at jeg er ved at være ud i lyset på den anden side af tunnelen.
Kommentarer
Send en kommentar