Struktur giver indre ro og styrke?!

Selvom jeg lige har skrevet en blog om det offentlige system, så mærker jeg også en indre styrke, som giver mig en ro og en tillid til, at det nok skal gå.

Den anden dag sad jeg ved stranden og så på en jolle i vandet, og jeg tænkte, at jeg var den jolle, og jeg kunne se, at den vuggede i vandet, men den fandt hurtigt balancen igen, og jeg har det på samme måde. Jeg bliver lige rykket hurtigt ud af balancen, men jeg er blevet rigtig god til at finde balancen igen.

Det lille bump, der gav et ryk i mig i dag, har stort set lagt sig, og jeg føler igen ro og styrke. Jeg ved, at der er en løsning, og jeg har sat nogle ting i gang. Når jeg bliver lidt presset, så går jeg i gang med at blive meget konkret og praktisk. Jeg undersøger og strukturerer, så jeg ved lige nøjagtig, hvad jeg har med at gøre. Det gør, at jeg ikke er til at slå ud af kurs.

I dag fik jeg styr på mine pensioner. Dem har jeg rigtig mange af i forskellige selskaber, da jeg har haft mange forskellige jobs gennem tiderne, og i dag blev dagen, hvor jeg så på dem, og hvor jeg fik sat gang i at få samlet dem ét sted. Det var rart at få det på plads.

Jeg er ikke særlig god til at sætte papirer i mapper, og jeg har fundet ud af, at jeg er lidt glad for e-boks.dk og pensionsinfo.dk, hvor alle mine pensioner var samlet, så der var overblik, og jeg glemte ingen af dem.

Jeg fandt ud af, at jeg faktisk har flere penge i pensionsordninger, end jeg havde regnet med, så det var dagens overraskelse. Det er en lille buffer, hvis det skulle gå helt galt en dag. Selvfølgelig skal jeg så betale en hulens masse i skat, men hvis det er det, der skal til for at jeg kan komme videre, så fred være med det!

Jeg får så småt styr på alle hængepartierne, så de ikke længere fylder i mit liv, som noget, jeg ikke helt har styr på. Jeg har brug for at have helt tjek på alle detaljer, for det skaber ro, synes jeg!

Så jeg er på vej... og mangler vist ikke ret meget andet end papirbunkerne :D

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?