Stadig teenager...?

Da jeg blev skilt for 4½ år siden var jeg sikker på, at jeg var blevet meget ældre, og at det var blevet meget nemmere, at finde en mand jeg havde lyst til at være sammen med, for jeg var sikker på, at de følelser af usikkerhed og meget andet ikke kunne være til stede, når man er blevet ældre.

Men jeg blev klogere!

I morgen skal jeg vises frem for min kærestes familie for første gang, og jeg har hørt om dem, og jeg tror, at vi er meget forskellige i vores opfattelse af livet generelt. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at vi ikke kan sammen, men det gør, at jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at gå.

Sommerfuglene i maven er vokset i styrke - ikke at det er uudholdeligt, men jeg er da spændt på, om jeg bliver "godkendt". Og mine tanker går på, hvad for noget tøj, jeg skal tage på, og selvom jeg kun skal overnatte en eller to nætter hos min kæreste, så har jeg nærmest en kuffert tøj med, så jeg i morgen kan føle mig godt tilpas, når jeg skal møde familien.

Jeg griner lidt af mig selv, for jeg går hele tiden, og siger til mig selv, at jeg er blevet bedre til at være ligeglad med, hvad andre tænker om mig, men åbenbart ikke helt. I virkeligheden handler det jo ikke om hans familie, men mere om hvordan min kæreste oplever det, og om han nu vil være flov over mig og andet.

Trodsen og det rebelske i mig er begyndt at røre på sig, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg nu gør noget helt vildt, så skiller jeg mig meget ud og skaber dermed selv et billede af, at jeg skiller mig ud, men er det i virkeligheden, det jeg ønsker? Nej, det er det ikke. Tror nu mere, at det er et forsvar for mig selv. For det er nemmere at være klovnen, når man selv gør det!

Lidt tanker her en aften, hvor jeg sidder en aften, hvor kæresten er i byen, og jeg egentlig skulle skrive eksamensopgave....

Nu skal jeg vist i seng, så jeg kan være mere end frisk til i morgen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere