Nu troede jeg lige...
... at der bare var lidt mere ro på i forhold til min økonomi, for jeg har jo truffet beslutning om at skulle flytte, og regnede ikke med, at det var noget problem at få et lån på kommunen til depositummet til mit nye hjem, men jeg skulle tage fejl. Det erfarede jeg i dag, da jeg åbnede postkassen, hvor der lå et brev med et afslag fra kommunen.
Afslaget var begrundet med flere ting, der overhovedet ikke stemte overens med min situation. Jeg kunne igen mærke angsten for, at nu ville alt gå i vasken for mig, og jeg ville stå på gaden 1. juli uden tag over hovedet. Ikke fedt...
Jeg undrer mig over, at der kan være så mange fejl i et afslag fra kommunen, når jeg har afleveret så mange oplysninger om mig selv, og jeg forstår heller ikke, hvorfor de ikke har kontaktet mig for at forhøre sig om det i virkeligheden forholdt sig som de formodede....
Noget af begrundelsen, som faktisk var på 1½ tætskrevet side, var, at jeg ikke var begyndt at afdraget på det tidligere lån, jeg har haft hos dem, og det er for længst betalt ud med hjælp fra overskydende skat, de trak helt af sig selv.
Derudover vurderer hun, at jeg ikke vil have råd til det, da hun fejlagtigt, har regnet ud, at jeg ikke kommer til at sidde billigere end hvor jeg gør nu. I det lange løb bliver det billigere for mig.
Samtidig skriver hun, at de normalt ikke giver lån til en tidsbegrænset lejekontrakt. Mærkeligt, for det gjorde de sidste gang for mig, og der var ingen der stillede spørgsmålstegn ved noget som helst. Hvad er forskellen? Ja, jeg er på SU, men jeg har ikke mindre udbetalt end dengang, jeg var i job.
Jeg kan mærke, at jeg har sådan et stort behov for selv at kunne styre mit liv, at jeg skal kan bestemme og prioritere mit eget liv. Jeg hader at blive begrænset af offentlig administration, når jeg selv faktisk har styr på tingene. Jeg har en megagæld pga. den økonomiske krise og en skilsmisse, men jeg har aldrig været dårlig betaler, og jeg ønsker bestemt ikke at gå tiggergang. Det er meget ydmygende. Jeg ville allerhelst gerne kunne betale det hele selv, men jeg står i en situation, hvor det ikke er muligt. Føler mig i den grad sat i bås, bundet og ufri. Og jeg har allermest behov for at få en fair chance for at komme igen.
Og hvorfor skal kommunen være med til at bestemme, hvor jeg skal bo? Så længe jeg betaler min gæld af til dem, som vi har aftalt, så synes jeg faktisk ikke, at de skal bestemme en skid.
Heldigvis har jeg haft besøg af min veninde, der nærmest er som en søster for mig, og hun krammede mig, og sagde, at hvis det hele gik galt, så ville de hjælpe mig med de sølle 15.000 kr. det drejer sig om.
Jeg har flere muligheder, så jeg kommer ikke til at stå med tag over hovedet, men jeg er sgu lidt rystet over, at det skulle komme så vidt. Tænk, hvis jeg ikke havde haft venner, der havde penge til at hjælpe mig eller den anden mulighed, jeg har....
Taknemmeligheden over at have mange skønne mennesker i mit liv er meget stor. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle gøre uden dem!
Hvis jeg blot havde det offentlige system, så var jeg kørt ned for længst. Skræmmende tanke faktisk...
Afslaget var begrundet med flere ting, der overhovedet ikke stemte overens med min situation. Jeg kunne igen mærke angsten for, at nu ville alt gå i vasken for mig, og jeg ville stå på gaden 1. juli uden tag over hovedet. Ikke fedt...
Jeg undrer mig over, at der kan være så mange fejl i et afslag fra kommunen, når jeg har afleveret så mange oplysninger om mig selv, og jeg forstår heller ikke, hvorfor de ikke har kontaktet mig for at forhøre sig om det i virkeligheden forholdt sig som de formodede....
Noget af begrundelsen, som faktisk var på 1½ tætskrevet side, var, at jeg ikke var begyndt at afdraget på det tidligere lån, jeg har haft hos dem, og det er for længst betalt ud med hjælp fra overskydende skat, de trak helt af sig selv.
Derudover vurderer hun, at jeg ikke vil have råd til det, da hun fejlagtigt, har regnet ud, at jeg ikke kommer til at sidde billigere end hvor jeg gør nu. I det lange løb bliver det billigere for mig.
Samtidig skriver hun, at de normalt ikke giver lån til en tidsbegrænset lejekontrakt. Mærkeligt, for det gjorde de sidste gang for mig, og der var ingen der stillede spørgsmålstegn ved noget som helst. Hvad er forskellen? Ja, jeg er på SU, men jeg har ikke mindre udbetalt end dengang, jeg var i job.
Jeg kan mærke, at jeg har sådan et stort behov for selv at kunne styre mit liv, at jeg skal kan bestemme og prioritere mit eget liv. Jeg hader at blive begrænset af offentlig administration, når jeg selv faktisk har styr på tingene. Jeg har en megagæld pga. den økonomiske krise og en skilsmisse, men jeg har aldrig været dårlig betaler, og jeg ønsker bestemt ikke at gå tiggergang. Det er meget ydmygende. Jeg ville allerhelst gerne kunne betale det hele selv, men jeg står i en situation, hvor det ikke er muligt. Føler mig i den grad sat i bås, bundet og ufri. Og jeg har allermest behov for at få en fair chance for at komme igen.
Og hvorfor skal kommunen være med til at bestemme, hvor jeg skal bo? Så længe jeg betaler min gæld af til dem, som vi har aftalt, så synes jeg faktisk ikke, at de skal bestemme en skid.
Heldigvis har jeg haft besøg af min veninde, der nærmest er som en søster for mig, og hun krammede mig, og sagde, at hvis det hele gik galt, så ville de hjælpe mig med de sølle 15.000 kr. det drejer sig om.
Jeg har flere muligheder, så jeg kommer ikke til at stå med tag over hovedet, men jeg er sgu lidt rystet over, at det skulle komme så vidt. Tænk, hvis jeg ikke havde haft venner, der havde penge til at hjælpe mig eller den anden mulighed, jeg har....
Taknemmeligheden over at have mange skønne mennesker i mit liv er meget stor. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle gøre uden dem!
Hvis jeg blot havde det offentlige system, så var jeg kørt ned for længst. Skræmmende tanke faktisk...
Kommentarer
Send en kommentar