Orkideen i vinduet

Orkideen i vinduet står så flot med nye blomsterknopper, og den bøjer sig efter solens stråler. Den føler sig helt igennem glad for sit liv med alle de små knopper på spring. Snart vil den blomstre, ved den, og den glæder sig til, at det sker.

En dag har én eller anden vendt urtepotten om, så orkideens stilk vender den anden vej, i håbet om at stilken retter sig lidt ud, så den ikke er så kroget, og at den så kommer til at se pænere ud med tiden. Det kommer lidt bag på stilken, at den nu skal til at vende sig om for at nå solens stråler, som før var så let. Stilken skal lige have tid til at finde ud af, at det faktisk er sådan at tingene hænger sammen.

Og så kræver det en masse energi for at vende rundt. Det kræver tid og hårdt arbejde at rette sig op.

Bladene i bunden af planten har derimod ikke svært ved at følge med, for deres blade skal blot tippes fra den ene side til den anden, så de modtager en masse sol, som skal hjælpe stilken til at vende sig om. Stilken ved det bare ikke. Stilken synes, at bladene er så irriterende, fordi de bare kan vende sig mod solens stråler uden de store problemer, men hvad stilken ikke ved, er, at bladene er til for at hjælpe den. De samler energien, og uden bladene ville stilken ikke være til. De skal kunne vende sig hurtigt, for ellers vil hele planten dø.

Stilken skal nok rejse sig fint, og det at den blev vendt om for at rette den op, var faktisk et forsøg på at gøre det bedre for planten, så den kunne strække sig højere end den lige var klar over.

Men det ved stilken bare ikke - endnu...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Kroppen sagde: Jeg er TRÆÆÆÆÆT!!!!!!