At dø for at følge drømmen...

I øjeblikket mærker jeg en sorg, og det er kommet lidt bag på mig, at det er sorg, jeg mærker, for jeg har netop truffet en masse store beslutninger, der skulle gøre, at mit liv bliver, som jeg gerne vil, og som jeg har drømt om længe.

En god ven sagde til mig, at han forstod mine følelser, for som han sagde "Der er lige én, der er død, og en anden er blevet født". Da han sagde disse ord, stod tårerne ud af hovedet på mig. Han ramte så meget plet i det, jeg står i lige nu.

For ja, der er én, der lige er "død" - nemlig den Mia, jeg var, og fødslen af hende Mia, jeg gerne vil være, er i gang. Fødsler er ikke altid lette. Det ved de fleste kvinder, der har født børn. Det tager nogle gange tid, og det kan være smertefuldt, og det er det også i denne overførte betydning for mig.

At jeg nu finder fred med fortiden, og lukker et kapitel, giver mig en masse eftertanke, som jeg skal gå med for mig selv, så jeg kan få placeret det et sted inden i mig, hvor det kan få lov til at være i fred. For uden fortiden, var jeg jo ikke den Mia, jeg er ved at blive. Så jeg tænker også på min fortid med en masse taknemmelighed.

Og jeg kan se, hvad de forskellige store udfordringer har givet mig med på vejen, og hvad de nu skal bruges til. Jeg har fået fyldt min mentale og følelsesmæssige værktøjskasse op, så jeg kan bruge det i mødet med andre mennesker.

Lige nu er jeg ved at finde ud af, hvad der virkelig giver mig glæde i livet, og efter jeg mødte én af mine tidligere elever fra den skole, som jeg har sagt farvel til, og som fortalte, at hun havde ledt efter mig, fik jeg genopfrisket, hvorfor jeg egentlig havde lyst til at arbejde med børn og unge. Det giver enorm meget mening og glæde, når jeg arbejder med denne målgruppe, så det skal jeg helt klart igen, men i hvilken form er lidt uvist endnu.

Tanken om, at jeg kan gøre en forskel for bare ét barn eller én ung, gør mig mere motiveret til at kigge den vej igen. Og mon ikke, jeg finder den rigtige hylde for mig og de unge?! Det er jeg sikker på, at jeg gør.

Tænk, at jeg skulle "dø" for at kunne leve det liv, som jeg har ønsket mig i årevis.... Drømmen lever stadig... og jeg glæder mig til at se mit liv udfolde sig.


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere