At være på sidelinjen

Dengang jeg fødte mine børn, kan jeg huske, at folk sagde, at det var hårdest at være den, der skulle føde, fordi man havde mange smerter.... Jeg forstod det faktisk ikke helt, for jeg ville hellere føde, end at skulle være den, der skulle sidde og se sin elskede have smerter og faktisk ikke vide, hvad man skal gøre for at gøre det godt....

Nu oplevede jeg det så igen, for dagen efter vi havde holdt min ældste søns konfirmation, tog min kæreste til vagtlægen for at finde ud af, hvorfor han lungebetændelse ikke var blevet bedre, selvom han nu var på anden omgang penicillin. Til festen havde han da haft nogle hosteanfald og havde nogle gange svært ved at trække vejret, men det gik lidt hen over hovedet på mig, fordi jeg var så fokuseret på at min søn skulle have en god fest.

Da jeg ikke havde hørt fra min kæreste en time efter hans tid hos vagtlægen blev jeg lidt urolig. Det var søndag morgen kl. 9. Jeg skrev "Er du OK <3"... men det var han ikke... han blev hasteindlagt og opereret på Rigshospitalet, fordi han havde fået en blodprop i hjertet... Chok!

Men da jeg har prøvet mange gange at være i krise, så går jeg i krise-mode, for jeg fik arrangeret, at yngstesønnen skulle ned til veninde og datter, at ældstesønnen var hjemme og at der ville komme nogle og være hos ham efter nogle timer. At den gamle spand af en bil blev hentet i Holbæk, så jeg kunne have den gode bil, når jeg nu skulle til København. At få steddatteren med til hospitalet og samtidig få informeret familiemedlemmerne....

Alt sammen nogenlunde roligt... Selvfølgelig ikke roligt i følelserne, men jeg var klar i hovedet!

Vi drønede til Riget, hvor min kæreste allerede var færdig. Klokken var nu 12, så alt var sket så hurtigt, og han var kun lokalbedøvet, fordi det var en ballonudvidelse, som var foretaget med at gå ind i lysken med et rør. Imponerende!!

Og vi jokede lidt.... og græd lidt, men alt i alt en rimelig fredelig stund.

Jeg tog hjem, hentede sønnen hos veninden, og kørte hjem, hvor maden stod på bordet. Skønt at kæresten har så skøn en familie at alle står på.

Men da jeg havde puttet yngstesønnen - brød jeg bare sammen... alle tanker og følelser fik bare plads. Tænk nu, hvis det var gået galt! Tænk, at det kunne have gået galt! Jeg kan ikke miste flere! Og alle de tanker, der nu engang dukker op. Angsten for at miste min kæreste fyldte alt indeni. Og da jeg ikke havde haft kontakt med ham en time, blev jeg igen bange for, at der var sket noget, men jeg fik beroliget mig selv.

Så i seng, og dagen efter var jeg klar igen til at gøre klar med madpakker og alt til ungerne, og jeg tog afsted til Riget for at se min kæreste, der havde fået det væsentligt bedre. Men jeg tænkte hele tiden, om lægerne havde gjort noget galt, eller om de havde overset noget... jeg var bange, men jeg holdt det i mig og lod som om, at det hele var OK.

Der gik flere dage og min kæreste kom hjem, og jeg var blevet overpylret, og jeg fortæller ham, at han ikke må det ene eller det andet, og jeg har svært ved at tage ham helt ind igen, fordi jeg er så hunderæd for at miste ham. Jeg var jo lige ved! Men jeg ved jo godt, at det ikke er fedt at blive behandlet som en hundelort ingen ved røre ved, og jeg behersker mig... men det er ikke let.... 

I fredags skulle mine børn hjem til deres far. Da jeg havde afleveret dem, kører jeg hjemad, og jeg begynder bare at skrige og græde som pisket... Reaktionen kom først rigtigt der, hvor jeg kan slappe af, og ikke skal sørge for, at hverdagen skal køre.... Fuck, det var hårdt! og jeg endte da også med at blive syg bagefter. Jeg er træt, og jeg er helt flad. Jeg græder af ingenting, og jeg kan ikke overskue at være sammen med nogen særlig længe ad gangen....

Min kæreste og jeg har også talt om, at det nok er lettest at være ham, når alt kommer til alt, for jeg kan ikke mærke, hvordan han har det, og han kan jo selv mærke, hvornår hans krop har brug for hvile. Det kan jeg jo ikke... Igen ville jeg hellere være syg, end at være den på sidelinjen.... Det er sgu et hårdt job, synes jeg nok.... men vi kommer igennem det, som altid...