Jeg er ikke en dårlig forælder!
Det er jo ikke nogen hemmelighed længere, at jeg er i en højkonfliktfyldt skilsmisse - desværre, for det er faktisk ikke det, jeg ønsker, men det kan åbenbart ikke være anderledes, som tingene ser ud lige nu.
Vores konflikter gør, at vores søn reagerer og faktisk mistrives. Det gør så ondt indeni, og vi får hjælp fra skole, PPR og alt muligt, og vi sidder hele tiden og får kastet i hovedet, at det er vores skyld at vores barn har det sådan - og ja, det er sgu vores konflikter, der er årsagen. Det giver jeg dem helt ret i.
Det jeg er ved at være så træt af, er at fagpersoner fortæller os, at vi bare skal lære at samarbejde!! Jeg er så led og ked af at høre på, at jeg ikke vil samarbejde, for er der noget, jeg hellere end gerne ville, så var det fandeme at samarbejde. Det pisser mig i den grad af, at jeg hele tiden bliver banket i hovedet, som en person, der ikke kan finde ud af at samarbejde... Det plejer at gå meget fint, men her er det en umulighed...
Samtidig er jeg så træt af at høre på, at vi kan være enige om at være uenige, og det bare en gang bavl, for jeg har sgu ikke lyst til at give liv og energi til den fortælling, at jeg er enig med min eksmand i, at vi er uenige. Det er der for mig ingen fremtid i. For så bliver det en selvopfyldende profeti, som vi ikke kommer nogen vegne med.
I går reagerede jeg kraftigt på netop disse to klicheer, for jeg kunne mærke, at jeg ikke vil have disse "aber" siddende på mine skuldre, for det er ikke rigtigt for mig, og det er ikke sådan, jeg ser mig selv, og det er heller ikke sådan, jeg ser, at man kommer videre med et besværligt samarbejde.
Det er ikke for at pege fingre af nogen, men jeg hader at blive puttet i kasser, og derfor reagerer jeg. Måske ser jeg også lidt anderledes på nogle ting end andre, men det er måske meget godt...
Det virker som om, at når man har fået stemplet højkonfliktfyldt skilsmisse, så er man en dårlig forælder, og jeg mener faktisk ikke, at jeg er en dårlig forældre, fordi vi ikke kan finde ud af at samarbejde. Vi er dårlige til at kommunikere!
Jeg føler mig ikke som en dårlig forælder, men jeg kan ikke gøre det her alene, og det gør mig så frustreret, at jeg skal samarbejde med en person, som tænker fuldstændig anderledes end mig på alle fronter mht. børn. Men det gør mig ikke til en dårlig forælder.
Jeg gør ALT, hvad jeg kan for at ændre på den situation, men jeg står også magtesløs og kigger på, for jeg kommer ingen vegne... Heldigvis vil vi nu få hjælp til at håndtere vores forældreskab...
Jeg ønsker af hele mit hjerte, at der kommer en eller anden form for samarbejde, som vi begge trives med, så vi kan være der for vores søn.... <3 Jeg vil ikke leve med skyld og skam.. Jeg gør nemlig mit bedste <3
Vores konflikter gør, at vores søn reagerer og faktisk mistrives. Det gør så ondt indeni, og vi får hjælp fra skole, PPR og alt muligt, og vi sidder hele tiden og får kastet i hovedet, at det er vores skyld at vores barn har det sådan - og ja, det er sgu vores konflikter, der er årsagen. Det giver jeg dem helt ret i.
Det jeg er ved at være så træt af, er at fagpersoner fortæller os, at vi bare skal lære at samarbejde!! Jeg er så led og ked af at høre på, at jeg ikke vil samarbejde, for er der noget, jeg hellere end gerne ville, så var det fandeme at samarbejde. Det pisser mig i den grad af, at jeg hele tiden bliver banket i hovedet, som en person, der ikke kan finde ud af at samarbejde... Det plejer at gå meget fint, men her er det en umulighed...
Samtidig er jeg så træt af at høre på, at vi kan være enige om at være uenige, og det bare en gang bavl, for jeg har sgu ikke lyst til at give liv og energi til den fortælling, at jeg er enig med min eksmand i, at vi er uenige. Det er der for mig ingen fremtid i. For så bliver det en selvopfyldende profeti, som vi ikke kommer nogen vegne med.
I går reagerede jeg kraftigt på netop disse to klicheer, for jeg kunne mærke, at jeg ikke vil have disse "aber" siddende på mine skuldre, for det er ikke rigtigt for mig, og det er ikke sådan, jeg ser mig selv, og det er heller ikke sådan, jeg ser, at man kommer videre med et besværligt samarbejde.
Det er ikke for at pege fingre af nogen, men jeg hader at blive puttet i kasser, og derfor reagerer jeg. Måske ser jeg også lidt anderledes på nogle ting end andre, men det er måske meget godt...
Det virker som om, at når man har fået stemplet højkonfliktfyldt skilsmisse, så er man en dårlig forælder, og jeg mener faktisk ikke, at jeg er en dårlig forældre, fordi vi ikke kan finde ud af at samarbejde. Vi er dårlige til at kommunikere!
Jeg føler mig ikke som en dårlig forælder, men jeg kan ikke gøre det her alene, og det gør mig så frustreret, at jeg skal samarbejde med en person, som tænker fuldstændig anderledes end mig på alle fronter mht. børn. Men det gør mig ikke til en dårlig forælder.
Jeg gør ALT, hvad jeg kan for at ændre på den situation, men jeg står også magtesløs og kigger på, for jeg kommer ingen vegne... Heldigvis vil vi nu få hjælp til at håndtere vores forældreskab...
Jeg ønsker af hele mit hjerte, at der kommer en eller anden form for samarbejde, som vi begge trives med, så vi kan være der for vores søn.... <3 Jeg vil ikke leve med skyld og skam.. Jeg gør nemlig mit bedste <3
Kommentarer
Send en kommentar