Sorgen kommer snigende
I flere år har jeg ønsket for min gamle mormor, at hun fik lov til at lukke sine øjne... I mange år har hun levet med mange smerte, og til sidst en kæmpemæssig sorg, som er rigtig svær at bære. Hun mistede begge sine børn i løbet af 3 måneder for 3 år siden, en sorg som knækkede hendes livsgnist. En kvinde knækkede og gik i forfald. En kvinde, der langsomt blev mere og mere ensom og dement, og som levede sine sidste dage med ikke at vide, hvilken dag det var, og hvad der var sket. Dog kunne hun heldigvis stadig huske os. Ret væsentligt, synes jeg, når jeg tænker tilbage.
Sidste søndag lukkede hun sine øjne på hospitalet for sidste gang. Jeg var på én gang lettet, og jeg var glad på hendes vegne at hun fik fred. Fred for alle de pinsler, som hendes liv indeholdt. De sidste 25 år af hendes liv har hun levet uden en mand, og hun levede meget alene, da hun valgte ikke at lukke mange ind i hendes hjem og i hendes liv. Trist var det.
Fordi jeg havde ønsket for hende, at hun skulle få fred, så havde jeg også troen på, at jeg ikke ville sørge særligt over hendes død. Det gør jeg egentlig heller ikke, men når jeg sidder helt stille for mig selv, og der ikke er andre end mig, så mærker jeg en kæmpe sorg - ikke over hendes død - men over tabet af min elskede mormor, som passede mig dengang, jeg var barn, så jeg ikke skulle gå i børnehave. Vi var hos min mormor og morfar hver dag, min bror og jeg, og vi var elsket. Vi lavede mange sjove ting, og vi vidste bare, at mormor og morfar ville være der for os.
Helt ærligt vil jeg godt indrømme, at jeg ikke var særlig aktiv til at besøge hende på det sidste, for det gjorde så ondt i mig at se hende på den måde. Jeg græd som pisket hver gang, jeg havde besøgt hende, for jeg synes ikke, at det var et værdigt liv for hende, som havde gjort så mange gode ting for andre mennesker.
Hun har ladet mange mennesker bo i sit hjem, hvis de ikke lige havde et sted at bo, hun har knoklet for at hendes mand og børn skulle have et skønt hjem. Hun var vanvittig god til at lave mad, min mormor, og bedst af alt, så duftede hun så godt.... Duften af tryghed og hendes parfume og pudder til ansigtet. Hun gjorde noget ud af sig selv, forfængelig var hun, og jeg har rigtig mange dejlige minder fra min tid, da jeg blev passet hos mormor og morfar. Jeg husker deres lille skuffedarie, hvor mormors silketørklæder var i, som jeg altid prøvede. Hendes hatte og smykker.
Jeg har altid elsket min mormor, og da jeg skulle have mit første barn, og min far lå i Tyskland med kræft samtidig, var hun der bare for mig. Vi havde noget særligt, og vi spiste rigtig mange æbleskiver den jul, efter jeg havde født...
Hvorfor er det så, at jeg troede, at sorgen ikke ville være så stor? Jeg havde overbevist mig selv om, at det ikke ville være så voldsomt, fordi hun blev 95 år, og fordi jeg har ønsket længe, at hun skulle lukke sine øjne. Fordi jeg elskede hende, fordi hun var den bedste mormor, jeg kunne ønske mig.
Fordi vi har haft så meget godt sammen, og jeg husker, da jeg tog min terapeutuddannelse, at jeg opdagede, at jeg elskede hende, men jeg elskede ikke min mor og far... Fordi hun var dér. Hun var nærværende. Hun elskede mig, fordi jeg var mig. Jeg kunne være mig selv sammen med hende.
Tak, du kære mormor... Jeg ved, at du har det godt, hvor du er, men jeg er virkelig overrasket over, at sorgen kom snigende... eller måske er den kommet som en bombe... I hvert fald står tårerne ud af hovedet på mig lige nu....
Vi ses, kære momse <3
Sidste søndag lukkede hun sine øjne på hospitalet for sidste gang. Jeg var på én gang lettet, og jeg var glad på hendes vegne at hun fik fred. Fred for alle de pinsler, som hendes liv indeholdt. De sidste 25 år af hendes liv har hun levet uden en mand, og hun levede meget alene, da hun valgte ikke at lukke mange ind i hendes hjem og i hendes liv. Trist var det.
Fordi jeg havde ønsket for hende, at hun skulle få fred, så havde jeg også troen på, at jeg ikke ville sørge særligt over hendes død. Det gør jeg egentlig heller ikke, men når jeg sidder helt stille for mig selv, og der ikke er andre end mig, så mærker jeg en kæmpe sorg - ikke over hendes død - men over tabet af min elskede mormor, som passede mig dengang, jeg var barn, så jeg ikke skulle gå i børnehave. Vi var hos min mormor og morfar hver dag, min bror og jeg, og vi var elsket. Vi lavede mange sjove ting, og vi vidste bare, at mormor og morfar ville være der for os.
Helt ærligt vil jeg godt indrømme, at jeg ikke var særlig aktiv til at besøge hende på det sidste, for det gjorde så ondt i mig at se hende på den måde. Jeg græd som pisket hver gang, jeg havde besøgt hende, for jeg synes ikke, at det var et værdigt liv for hende, som havde gjort så mange gode ting for andre mennesker.
Hun har ladet mange mennesker bo i sit hjem, hvis de ikke lige havde et sted at bo, hun har knoklet for at hendes mand og børn skulle have et skønt hjem. Hun var vanvittig god til at lave mad, min mormor, og bedst af alt, så duftede hun så godt.... Duften af tryghed og hendes parfume og pudder til ansigtet. Hun gjorde noget ud af sig selv, forfængelig var hun, og jeg har rigtig mange dejlige minder fra min tid, da jeg blev passet hos mormor og morfar. Jeg husker deres lille skuffedarie, hvor mormors silketørklæder var i, som jeg altid prøvede. Hendes hatte og smykker.
Jeg har altid elsket min mormor, og da jeg skulle have mit første barn, og min far lå i Tyskland med kræft samtidig, var hun der bare for mig. Vi havde noget særligt, og vi spiste rigtig mange æbleskiver den jul, efter jeg havde født...
Hvorfor er det så, at jeg troede, at sorgen ikke ville være så stor? Jeg havde overbevist mig selv om, at det ikke ville være så voldsomt, fordi hun blev 95 år, og fordi jeg har ønsket længe, at hun skulle lukke sine øjne. Fordi jeg elskede hende, fordi hun var den bedste mormor, jeg kunne ønske mig.
Fordi vi har haft så meget godt sammen, og jeg husker, da jeg tog min terapeutuddannelse, at jeg opdagede, at jeg elskede hende, men jeg elskede ikke min mor og far... Fordi hun var dér. Hun var nærværende. Hun elskede mig, fordi jeg var mig. Jeg kunne være mig selv sammen med hende.
Tak, du kære mormor... Jeg ved, at du har det godt, hvor du er, men jeg er virkelig overrasket over, at sorgen kom snigende... eller måske er den kommet som en bombe... I hvert fald står tårerne ud af hovedet på mig lige nu....
Vi ses, kære momse <3
Kommentarer
Send en kommentar