Gennembrud!
At tage skylden for at kommunikationen går galt, har været et af temaerne i mit liv. Ofte har jeg tænkt, at det måtte være mig, der var gal på den, og at jeg skulle ændre noget i stedet for at se, at vi begge havde vores andel i den dårlige kommunikation og de sårede følelser. Jeg tog ofte skylden, fordi jeg virkelig troede, at jeg havde været slem eller mærkelig, når jeg havde nogle behov, der skulle dækkes. Behov, som jeg faktisk ikke helt turde stå ved. Selvværdet kunne ligge på et meget lille sted.
Nøgleordet er skyld og skam!
Ord som jeg er præget med fra barndommen, hvor jeg har set kvinderne tage skylden og føle sig mindre værd i forhold til deres mand. Sådan var min verden, da jeg var lille, og det er sådan, det så ud for mig, når jeg skulle se mig om, for at finde ud af, hvordan man fik et forhold til at fungere, og jeg har virkelig praktiseret det, men det har ikke gjort mig lykkelig... Tror nu heller ikke, at min mor fandt lykken på den konto, men hun levede i det, og fik ikke brudt mønstret.
Faktisk tror jeg, at hun har sat kimen til, at jeg nu kan bryde mønstret, for det er det, som jeg vil frem til her.
Den anden dag var der en uoverensstemmelse mellem min kæreste og jeg, og vi talte stille og roligt om det bagefter, og han ønskede sig mere nærvær, og da jeg, som jeg plejer, godt kan se det fra hans side, gik jeg straks over til automatpiloten "Det er min skyld"... og da vi havde talt lidt, og jeg havde taget en del af skylden og følt mig ikke tilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne give ham det nærvær, han ønskede, gik der pludselig et lys op for mig....
Jeg har læst så mange gange, at man skal tage ansvar for sine egne følelser, så jeg fik sagt til ham, at hvis han havde behov for nærvær, så var det ikke mig, der skulle dække det behov. Det skulle han selv! Av, det gjorde ondt i maven at sige det, fordi det virkelig var så radikalt anderledes at sige for mig, men samtidig en enorm lettelse, for jeg skal ikke fyldes hans depoter op, for jeg havde behovet for fred, da det var uoverensstemmelsen opstod.
Tankerne drønede rundt i hovedet, og selvfølgelig skulle jeg dække mit eget behov for at få lidt fred i stedet for at skulle dække hans behov for nærvær. Selvfølgelig vil jeg gerne være der for ham, men ikke når jeg selv har behov for fred. På den terapeutuddannelse, jeg har været på taler om, at man kan være i følelsesmæssigt slaveri, hvis man dækker andres behov, selvom man selv har et andet... og det har været mit liv i en nøddeskal, men nu fik jeg hul på bylden! Endelig!!!!
Faktisk vil det ikke være god nærvær, hvis jeg begyndte at dække hans behov lige der, hvis jeg ikke selv havde lyst til det. Det ville være tomt og ensomt både for ham og mig. Så hvis jeg dækker mit behov for fred, når det opstår, så er der garanteret mere overskud til at kunne være nærværende overfor min kæreste.
Pludselig ser jeg en ond cirkel, der forhåbentlig er ved at blive brudt... og det er her, jeg mange gange er gået galt i livet. Jeg har ikke lyttet til egne behov, og da jeg lærte det, så forsøgte jeg alligevel at dække andres før mine egne....
Skønt for mig nu at have set mønstret, når jeg står i det, for så er der ikke langt til at bryde mønstret... og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan være så ærlig over for min kæreste, for det har jeg aldrig turdet før...
I'm so grateful <3
Nøgleordet er skyld og skam!
Ord som jeg er præget med fra barndommen, hvor jeg har set kvinderne tage skylden og føle sig mindre værd i forhold til deres mand. Sådan var min verden, da jeg var lille, og det er sådan, det så ud for mig, når jeg skulle se mig om, for at finde ud af, hvordan man fik et forhold til at fungere, og jeg har virkelig praktiseret det, men det har ikke gjort mig lykkelig... Tror nu heller ikke, at min mor fandt lykken på den konto, men hun levede i det, og fik ikke brudt mønstret.
Faktisk tror jeg, at hun har sat kimen til, at jeg nu kan bryde mønstret, for det er det, som jeg vil frem til her.
Den anden dag var der en uoverensstemmelse mellem min kæreste og jeg, og vi talte stille og roligt om det bagefter, og han ønskede sig mere nærvær, og da jeg, som jeg plejer, godt kan se det fra hans side, gik jeg straks over til automatpiloten "Det er min skyld"... og da vi havde talt lidt, og jeg havde taget en del af skylden og følt mig ikke tilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne give ham det nærvær, han ønskede, gik der pludselig et lys op for mig....
Jeg har læst så mange gange, at man skal tage ansvar for sine egne følelser, så jeg fik sagt til ham, at hvis han havde behov for nærvær, så var det ikke mig, der skulle dække det behov. Det skulle han selv! Av, det gjorde ondt i maven at sige det, fordi det virkelig var så radikalt anderledes at sige for mig, men samtidig en enorm lettelse, for jeg skal ikke fyldes hans depoter op, for jeg havde behovet for fred, da det var uoverensstemmelsen opstod.
Tankerne drønede rundt i hovedet, og selvfølgelig skulle jeg dække mit eget behov for at få lidt fred i stedet for at skulle dække hans behov for nærvær. Selvfølgelig vil jeg gerne være der for ham, men ikke når jeg selv har behov for fred. På den terapeutuddannelse, jeg har været på taler om, at man kan være i følelsesmæssigt slaveri, hvis man dækker andres behov, selvom man selv har et andet... og det har været mit liv i en nøddeskal, men nu fik jeg hul på bylden! Endelig!!!!
Faktisk vil det ikke være god nærvær, hvis jeg begyndte at dække hans behov lige der, hvis jeg ikke selv havde lyst til det. Det ville være tomt og ensomt både for ham og mig. Så hvis jeg dækker mit behov for fred, når det opstår, så er der garanteret mere overskud til at kunne være nærværende overfor min kæreste.
Pludselig ser jeg en ond cirkel, der forhåbentlig er ved at blive brudt... og det er her, jeg mange gange er gået galt i livet. Jeg har ikke lyttet til egne behov, og da jeg lærte det, så forsøgte jeg alligevel at dække andres før mine egne....
Skønt for mig nu at have set mønstret, når jeg står i det, for så er der ikke langt til at bryde mønstret... og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan være så ærlig over for min kæreste, for det har jeg aldrig turdet før...
I'm so grateful <3
Spændende, tankevækkende læsning, men også en klump i halsen, når jeg jo nu kender jer begge og føler lidt at du hænger jeres indbyrdes forhold ud i offentligheden - modigt. Men det er jo mit shit - mit syn :) Jeg vælger at tro på, at du lægger denne episode ud på nettet for at få afløb, forståelse, men også respons.
SvarSletJeg har tænkt over, om jeg skulle kommenterer. Vælger nu og gøre det, fordi det du skriver rører noget i mig.
Jeg mangler nogle klare definitioner af, hvad kæresten forbinder med nærvær og hvad du forbinder med fred. Nærvær i forhold til hvad? Fred i forhold til hvad og hvem? Hvordan kan der siges fra og til, når der ikke er defineret forventninger og ordenes betydning hos hinanden? Hvad er det du tænder af på fra hans side?
Min tanke og livsfilosofi siger, at et parforhold er et stort guitarspil - man giver og tager. Man afstemmer løbende forventninger og indimellem indgår kompromisser som begge skal leve med (skal det være heavy eller klassisk). Kommunikation er det lim der skal til for at holde sammen på de individuelle såvel som gensidige behov. Kommunikation/lydhørighed skulle også gerne gå begge veje - inden det begynder at brænde på og irritationen melder sig og man når at gå i forsvarsposition.
Hvis melodien pludselig ændres ved at nodestativet vælter, skal I enten igang med at samle op, eller finde nye toner og muligvis bevæge sig i en anden retning. Enten har man folk med, eller også har man ikke folk med - enten kastes der med tomater, folk forlader stedet, eller de kan vælge at blive.
At bryde gamle mønstre er helt klart en sej, lærerig og mange gange hård proces - jeg har selv været der. Processen bliver dog kun nemmere af og giver færrest skrammer, hvis du er bevidst om, hvilket issue i dine mønstre, du vil går i krig med - og du informere om din igangværende proces, således at omgivelserne er forberedt om processen og den derved forståes/tolkes rigtigt. Forventningerne til dig i din kamps hede kan afstemmes med dine omgivelser...og dine forventninger til omgivelserne ligeså.
Mange tror at mønsterbrydning er en ensom proces. Jeg oplever den som meget kollektiv, for den involverer folk omkring dig også - hvad du gør, siger og mener - og især deres relation til den nye person der dukker op bagefter.
De mennesker, der nu er tæt på dig, skulle du meget gerne have "helskindet" gennem din proces også. Jeres forhold skulle også gerne helskindet igennem. I skal ifølge min mening, ikke nå den følelse af, at I begge to er ved at eksploderer - den ene vil have nærvær - den anden fred.
En gammel klog burmeser, sagde engang til mig, at det hele drejer sig om at være på forkant - uanset situationen. Når fjenden banker på, skal du gerne være et skridt foran og have gennemtænkt de næste træk. Det kaldes også "at tage styring" og "beregne konsekvenser".
Ikke alene for dig, men også for de mennesker der står tæt på dig.
Hvis du vil bryde mønstre, så kan jeg anbefale dig at gøre dem bevidste for dig selv - lav en liste. Gå bevidst i krig med dem enkeltvis, så du kan informere dine omgivelser om dit valg og du kan give dig selv og omgivelserne (støtte) en reel chance for at deltage bevidst i processen og få jeres indbyrdes forventninger bliver lagt frem inden eksplosioner og igangsætning - evaluer løbende uden kasteskyts og parader. Målet kan være lækkert at nå, men processen dertil er også vigtig, for du lærer rigtig meget om dig selv - gode, såvel som mindre gode sider.
Jeg synes om, at det er ærlig snak at tale om hvad der mangles og hvad der haves i et forhold - det er fisken på disken -at være ærlige. Jeg vil sgi ikke undvære og/eller risikere at behovene bliver fundet dækket andetsteds. Hvis ikke der lyttes gensidigt - Hvad er det så der binder par sammen?
Han skal forstå dig - forsøg derfor også at lytte til ham, så den går begge veje.
Giv lige hinanden en chance og håndsrækning for at kunne deltage i hinandens liv og tanker.
Pip, peace man.
Jeannette
Tak for kommentaren Jeannette :)
SletJeg føler ikke, at jeg hænger vores forhold ud ved at skrive som jeg gør. Det var i hvert fald ikke min hensigt. Min hensigt var egentlig at manifestere overfor mig selv, at jeg endelig var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke er selvdestruktiv i forhold til mine egne behov, og det er et meget stort skridt for mig, og jeg ville klappe mig selv lidt på skulderen, fordi jeg havde turdet.
Jeg har ikke ønsket at videregive alle detaljerne, som du sætter spørgsmålstegn ved, da det ikke er selve uoverensstemmelsen, der er i fokus her. Faktisk drejer det sig slet ikke om selve parforholdet, men om mine følelser og behov, når jeg er i et forhold.
Kh. Mia