Kroppen sagde: Jeg er TRÆÆÆÆÆT!!!!!!

I mange år har jeg været fokuseret på at udvikle mine spirituelle evner og mit intellekt. Kroppen har blot været der, og har ikke fået meget fokus. Jeg har godt kunne mærke, at den var træt en gang imellem, men jeg valgte at køre på alligevel.


I 10 år har min krop været i alarmberedskab pga. diverse kriser, hjernerystelse, stress og depression, og her fik kroppen slet ikke et ben til jorden, for her skulle jeg blot overleve, og jeg proppede mig selv med sukker – særligt cola for at holde ud.

I december 2018 valgte jeg at stoppe med at spise sukker, hvede og mælkeprodukter, da jeg fra tidligere har vidst, at det ikke er godt for mig og min krop. Jeg vidste, at det ville give mig mere energi og at jeg ville føle mig meget bedre tilpas i min krop. At jeg så også har tabt mig er en biting, som jeg også er glad for. Nu skulle der fokus på kroppen, for den er i den grad blevet negligeret.
Det er gået supergodt med at droppe de tre fødevarer i dagligdagen. Overraskende nemt, men jeg mærker også mig selv bedre. Jeg er træt, og jeg sover ikke særlig godt og har ikke gjort det længe. Mit fordøjelsessystem er i udu og jeg bliver nemt udtrættet.

Min kæreste og jeg var på Livsstilsmesse i Bella Centret, og der var en stand med CBD-dråber (cannabis), og jeg har længe tænkt, at det kunne være godt for mig at prøve det, men jeg har ikke fået taget mig sammen, og pludselig stod vi derinde og købte en flaske med dråber til mig.

Der er en indkøringsfase med disse dråber, og jeg følte, at jeg blev mere og mere træt. Jeg følte mig ukoncentreret til tider, og så gik min mave fra den ene yderlighed til den anden. Som med så meget andet valgte jeg at stoppe med dråber, for jeg havde ikke lyst til at skulle være så træt, og jeg havde det egentlig fint med min beslutning, indtil jeg bliver ringet op af den vejleder, jeg er tilknyttet, der spørger, hvordan det går med dråberne. Jeg må jo gå til bekendelse og sige, at jeg er stoppet og forklarer hende, hvorfor jeg er stoppet. Hun spørger så forsigtigt ”Havde du ikke svært ved at sove? Og var du ikke træt?”. Jeg begynder at grine, for jeg kan pludselig høre, hvor hun er på vej hen. Dråberne har selvfølgelig arbejdet på det problem, jeg havde med træthed. De viser mig, HVOR træt min krop er. Den er VIRKELIG TRÆT!!!! Så jeg vælger at starte igen og give dråberne en chance, for tænk nu hvis de kan hjælpe mig.

For et stykke tid siden møder jeg en kvinde, jeg kender, der inviterer mig hjem til hende. Hun siger, at hun gerne vil introducere mig til Mediyoga, og jeg takker ja. Det hele foregår på den måde, at jeg bliver stillet en masse spørgsmål om mig selv og mit helbred, så hun kan finde de rette øvelser til mig. Her skal jeg også skalere, når jeg hører nogle ord som KRAFT, GRUNDTRYGHED, SELVVÆRD… og ud fra disse spørgsmål og skaleringer går det op for mig - igen – at min krop råber ”JEG ER TRÆÆÆÆÆT!!!!!”

Det er ret mærkeligt, for jeg har jo godt vidst et eller andet sted, at min krop var træt, men jeg var mere fokuseret på at få mere energi, og på den måde har jeg modarbejdet mig selv. For under en afspænding blev jeg guidet til at tillade at min krop var træt. Det ramte mig meget dybt! Jeg skal tillade min krop at være træt… Det er det, der skal være i fokus nu. For ellers kommer jeg aldrig ovenpå.

Så nu har jeg fokus på, at jeg stadig skal spise sundt, at jeg skal tage mine CBD-dråber og så lave disse yogaøvelser, som beroliger mit nervesystem. Det er det, jeg skal nu!! Ikke andet…

Det var en stor lettelse at erkende, at min krop er så træt, at den ikke skal presses lige nu. Det har den ikke brug for. Og hurra for, at jeg endelig mærker mig selv og min krop så tydeligt, at jeg kan passe godt på den!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket