Min tro, mit håb og min kærlighed...
Mange har ofte sagt til mig, at det er utroligt, hvad jeg har været igennem i mit liv, og at jeg er kommet godt igennem det, og jeg har selv sagt det højt mange gange, at jeg selv er overrasket over, at jeg stadig kan leve et rimelig normalt liv og stadig smile med alt det, jeg har været igennem. Men i dag ramte det mig særligt, da jeg havde besøg af en person, jeg næsten lige har lært at kende rent privat. Hun kender ikke hele min historie, og vi talte om vores liv, og hun var noget overrasket over alt det, jeg har været igennem. Hendes reaktion og kommentarer satte noget i gang i mig.
For hvad er det egentlig, der har gjort, at jeg er kommet igennem alt det, jeg har været igennem de sidste 10 år?
Da hun var gået igen, måtte jeg lige ud i naturen og tænke lidt, for jeg havde brug for at finde ud af, hvad der kan hjælpe et menneske med så meget modgang, så personen stadig kan leve et liv med et positivt sind.
Vanvittig gode venner, var jeg slet ikke i tvivl om, har været med til at holde mig oppe. Venner der har lagt øre til en masse, og som bare har været der, når alt så sort ud. Der har altid været én at ringe til, og for det er jeg bare dybt taknemmelig. Og netop i nuværende situation får jeg en masse hjælp fra uventede kanter, men hvor er det skønt.
Men hvad er det så egentlig ellers, der har gjort det. Jeg har måtte tænke lidt, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at skulle skrive det, for at få det ud.
Da jeg satte mig ved computeren for at skrive, kom det til mig. Min tro, mit håb og min kærlighed. Det er tatoveret på mit håndled, for det har altid betydet noget for mig med tro, håb og kærlighed, men jeg har ikke helt vidst, hvad det betød for mig i detaljer, men nu gav det bare så meget mening. Og så skal jeg ikke glemme mine stunder i naturen. Det er der, jeg bliver ladet op og finder ro.
MIN TRO, MIT HÅB OG MIN KÆRLIGHED... (uden at det skal lyde religiøst) jeg er et spirituelt menneske, der tror på, at der er noget, der er større end mig selv, og at jeg har en skæbne her på jorden og et formål, som jeg skal udfylde.
Jeg mærker kærligheden fra den åndelige verden ofte, og ved, at jeg har mange hjælpere og vejledere, der sørger for mig. I alt det tunge, jeg har været igennem har min kontakt til den åndelige verden og min tro hjulpet mig, for jeg var sikker på, at jeg altid ville blive grebet, hvis jeg faldt. Og det har vist sig at holde stik.
Mange har tit sagt til mig, at når det så allerværst ud for mig, så skete der mirakler, for det var som om, der altid faldt noget ned fra himlen, som jeg skulle bruge, når jeg manglede det allermest. Og det er sådan det skete. Min tro på, at alt kommer til mig, når jeg har brug for det samtidig med min ydmyghed og min taknemmelighed for det små ting i livet, har båret mig igennem, for jeg har lært at sætte stor pris på meget små ting, og endda ikke ting, men tanken bag, når folk har villet hjælpe.
Jeg har ofte kunne se, hvad det er/var jeg skulle lære af situationen, og jeg har været glad for, at jeg har været igennem så meget, for jeg har lært meget om mig selv, og jeg har udviklet mig som menneske. Jeg forstår at sætte mig i mange menneskers sted, fordi jeg selv har været der.
Jeg holder meget af livet, og kærligheden til livet og til mine børn og mennesker generelt har holdt mig oppe. Jeg er en fighter og kæmper for alt, hvad jeg har kært, hvilket så også betyder, at jeg får nogle hug en gang imellem, men sådan er det, og jeg vil ikke gøre det om.
Nu virker det meget rosenrødt, men det har virkelig været hårde år, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende, og jeg har været langt nede og stresset flere gange, men det er vel ok lige at få et par time-outer, når det hele har været for meget. Jeg har grædt en masse, og jeg har kæmpet med blod, sved og tårer... Jeg har været ved at give op et par gange, og jeg har smidt håndklædet i ringen i forhold til boligsalg og gæld, fordi jeg ikke magtede mere. Men alligevel har jeg formået at komme ovenpå igen, men måske i en anden udgave af Mia.
Det har været én lang personlig udvikling. En rejse ind i mig selv, hvor jeg har skulle forholde mig til mit eget kaos og på en eller anden måde finde ro i det, og lære at acceptere at sådan var mit liv altså.
Jeg har lært med tiden, at det jeg ikke kan ændre på, det skal jeg slet ikke tænke på, for det giver slet ingen mening. Eksempelvis min store gæld jeg har efter skilsmisse. Jeg kan intet gøre på nuværende tidspunkt.
Det går op for mig, at jeg mange gange har valgt at gøre nogle ting, som andre måske kan synes er lidt ufornuftigt, fordi det gav mening for mig. Jeg havde måske et andet behov, end det mange andre måske ville, og jeg valgte at lytte til mig selv i stedet for, hvad der var normen. Og måske er det også medvirkende til, at jeg i dag stadig kan have et rimeligt normalt liv.
Jeg går mine egne veje, og jeg er da heller ikke altid helt stolt af situationen som lige nu, hvor jeg er på kontanthjælp, men det hjælper mig i min nuværende situation, og jeg ved, at jeg kommer ud af det igen om lidt, når jeg er klar igen, Men når jeg står i det, er det pisseydmygende at skulle til møde på kommunen, men det tager jeg så med.
Jeg har frygtet mange ting i mit liv, men jeg har ofte været modig og stillet mig selv ud i stormen for at finde ud af, at det jeg har frygtet måske i virkeligheden ikke er så slemt. Jeg konfronterer mig selv, når jeg mærker frygt, for at få den til at forsvinde.
Det har været en lang rejse, hvor det meget tunge har fulgtes med alt det søde, som mit liv også har været fyldt af, for jeg har haft mange fantastiske oplevelser og personlige aha-oplevelser på denne 10-årige rejse, jeg har været på. Jeg har udviklet mig som menneske, og jeg har sat mig mål, som bringer mig derhen, hvor jeg ønsker at leve mit liv.
Jeg har skulle tro på mig selv, håbe at alt gik godt for mig og alle andre involverede, og huske kærligheden til mig selv og andre.
Jeg tror, at hvis det hele bare kørte glat for mig, så ville jeg nok kede mig. Mærkeligt nok! Nu ønsker jeg bare, at bumpene på vejen ikke så SÅ store mere. Jeg har taget min tørn nu, og så skal jeg i gang med det, som mit liv er skabt til. Jeg har gjort plads i livet til, at tiden nu er kommet, hvor jeg kan dedikere mig til at leve af mit livsformål. Jeg glæder mig!
For hvad er det egentlig, der har gjort, at jeg er kommet igennem alt det, jeg har været igennem de sidste 10 år?
Da hun var gået igen, måtte jeg lige ud i naturen og tænke lidt, for jeg havde brug for at finde ud af, hvad der kan hjælpe et menneske med så meget modgang, så personen stadig kan leve et liv med et positivt sind.
Vanvittig gode venner, var jeg slet ikke i tvivl om, har været med til at holde mig oppe. Venner der har lagt øre til en masse, og som bare har været der, når alt så sort ud. Der har altid været én at ringe til, og for det er jeg bare dybt taknemmelig. Og netop i nuværende situation får jeg en masse hjælp fra uventede kanter, men hvor er det skønt.
Men hvad er det så egentlig ellers, der har gjort det. Jeg har måtte tænke lidt, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at skulle skrive det, for at få det ud.
Da jeg satte mig ved computeren for at skrive, kom det til mig. Min tro, mit håb og min kærlighed. Det er tatoveret på mit håndled, for det har altid betydet noget for mig med tro, håb og kærlighed, men jeg har ikke helt vidst, hvad det betød for mig i detaljer, men nu gav det bare så meget mening. Og så skal jeg ikke glemme mine stunder i naturen. Det er der, jeg bliver ladet op og finder ro.
MIN TRO, MIT HÅB OG MIN KÆRLIGHED... (uden at det skal lyde religiøst) jeg er et spirituelt menneske, der tror på, at der er noget, der er større end mig selv, og at jeg har en skæbne her på jorden og et formål, som jeg skal udfylde.
Jeg mærker kærligheden fra den åndelige verden ofte, og ved, at jeg har mange hjælpere og vejledere, der sørger for mig. I alt det tunge, jeg har været igennem har min kontakt til den åndelige verden og min tro hjulpet mig, for jeg var sikker på, at jeg altid ville blive grebet, hvis jeg faldt. Og det har vist sig at holde stik.
Mange har tit sagt til mig, at når det så allerværst ud for mig, så skete der mirakler, for det var som om, der altid faldt noget ned fra himlen, som jeg skulle bruge, når jeg manglede det allermest. Og det er sådan det skete. Min tro på, at alt kommer til mig, når jeg har brug for det samtidig med min ydmyghed og min taknemmelighed for det små ting i livet, har båret mig igennem, for jeg har lært at sætte stor pris på meget små ting, og endda ikke ting, men tanken bag, når folk har villet hjælpe.
Jeg har ofte kunne se, hvad det er/var jeg skulle lære af situationen, og jeg har været glad for, at jeg har været igennem så meget, for jeg har lært meget om mig selv, og jeg har udviklet mig som menneske. Jeg forstår at sætte mig i mange menneskers sted, fordi jeg selv har været der.
Jeg holder meget af livet, og kærligheden til livet og til mine børn og mennesker generelt har holdt mig oppe. Jeg er en fighter og kæmper for alt, hvad jeg har kært, hvilket så også betyder, at jeg får nogle hug en gang imellem, men sådan er det, og jeg vil ikke gøre det om.
Nu virker det meget rosenrødt, men det har virkelig været hårde år, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende, og jeg har været langt nede og stresset flere gange, men det er vel ok lige at få et par time-outer, når det hele har været for meget. Jeg har grædt en masse, og jeg har kæmpet med blod, sved og tårer... Jeg har været ved at give op et par gange, og jeg har smidt håndklædet i ringen i forhold til boligsalg og gæld, fordi jeg ikke magtede mere. Men alligevel har jeg formået at komme ovenpå igen, men måske i en anden udgave af Mia.
Det har været én lang personlig udvikling. En rejse ind i mig selv, hvor jeg har skulle forholde mig til mit eget kaos og på en eller anden måde finde ro i det, og lære at acceptere at sådan var mit liv altså.
Jeg har lært med tiden, at det jeg ikke kan ændre på, det skal jeg slet ikke tænke på, for det giver slet ingen mening. Eksempelvis min store gæld jeg har efter skilsmisse. Jeg kan intet gøre på nuværende tidspunkt.
Det går op for mig, at jeg mange gange har valgt at gøre nogle ting, som andre måske kan synes er lidt ufornuftigt, fordi det gav mening for mig. Jeg havde måske et andet behov, end det mange andre måske ville, og jeg valgte at lytte til mig selv i stedet for, hvad der var normen. Og måske er det også medvirkende til, at jeg i dag stadig kan have et rimeligt normalt liv.
Jeg går mine egne veje, og jeg er da heller ikke altid helt stolt af situationen som lige nu, hvor jeg er på kontanthjælp, men det hjælper mig i min nuværende situation, og jeg ved, at jeg kommer ud af det igen om lidt, når jeg er klar igen, Men når jeg står i det, er det pisseydmygende at skulle til møde på kommunen, men det tager jeg så med.
Jeg har frygtet mange ting i mit liv, men jeg har ofte været modig og stillet mig selv ud i stormen for at finde ud af, at det jeg har frygtet måske i virkeligheden ikke er så slemt. Jeg konfronterer mig selv, når jeg mærker frygt, for at få den til at forsvinde.
Det har været en lang rejse, hvor det meget tunge har fulgtes med alt det søde, som mit liv også har været fyldt af, for jeg har haft mange fantastiske oplevelser og personlige aha-oplevelser på denne 10-årige rejse, jeg har været på. Jeg har udviklet mig som menneske, og jeg har sat mig mål, som bringer mig derhen, hvor jeg ønsker at leve mit liv.
Jeg har skulle tro på mig selv, håbe at alt gik godt for mig og alle andre involverede, og huske kærligheden til mig selv og andre.
Jeg tror, at hvis det hele bare kørte glat for mig, så ville jeg nok kede mig. Mærkeligt nok! Nu ønsker jeg bare, at bumpene på vejen ikke så SÅ store mere. Jeg har taget min tørn nu, og så skal jeg i gang med det, som mit liv er skabt til. Jeg har gjort plads i livet til, at tiden nu er kommet, hvor jeg kan dedikere mig til at leve af mit livsformål. Jeg glæder mig!
Kommentarer
Send en kommentar