Endnu en strandtur
Følelsen af at trænge til frisk luft fylder min krop og mit sind. Jeg har brugt mig selv for meget igen, og jeg er træt og udkørt. Det har været noget af et hårdt år 2015. Hårdt fordi jeg bevidst har presset citronen, fordi jeg har troet, at det kun ville være en kortere periode, jeg ville være presset. Men flere uforudsete hændelser kom og slog mig omkuld. Eller rettere det er det, der har sat mig ud af spil denne gang, for jeg har været stærk for længe, og har glemt mig at putte brændstof på mig selv.
Jeg tager alt det varme tøj på, da det jo kun lige er begyndt at dufte af forår. Kulden er stadig stærkere end solen, men solstrejf kommer igennem skyerne. Vinden tager fat i træernes toppe, men ikke mere end at det føles friskt.
Bilen kender selv vejen til stranden, for den har kørt turen tusindvis af gange. Stranden er mit yndlingssted, og dér hvor jeg får ladet op, grædt og tænkt klare tanker.
I bilen mærker jeg, at jeg ikke er helt til stede. Det er som om, jeg slet ikke kan finde ud af at styre bilen, og jeg mærker angsten for at køre galt vælde op i mig. Det er som om, jeg er lidt sløret i synet, som jeg har været det så mange gange før, men jeg vælger at køre videre. Der er ikke så langt til stranden.
Velankommet til stranden. Glæden over gensynet gør, at jeg skynder mig ud af bilen. Det kan ikke gå hurtigt nok at komme ned til den healing, jeg oplever, når jeg er ved stranden. Jeg ønsker, at der ikke er andre på stranden, og jeg har egentlig ikke lyst til at gå på stranden, men mere finde mig et sted, hvor jeg kan sidde i fred og se ud over havet.
Bænken bliver hurtigt fundet, men jeg finder ikke ro dér, og vinden bider faktisk lidt mere end forventet. Jeg vælger derfor at gå ned til vandkanten, hvor jeg kan se udover havet. Bølgerne skyller ind over stranden, og mens jeg står der og beder om at få renset ud og få tilført havets gode energi mærker jeg energien fra havet.
Jeg er én gang dybt fascineret og draget af havet samtidig med, at jeg er lidt bange for det. Det er som om, jeg tiltrækkes af havet, og havet tiltrækkes af mig, for vandet kommer tættere og tættere på mine fødder, og pludselig kan man ikke se de fodspor der ellers lige har været i sandet. De er skyllet bort af vandet og dens kraft.
Smukt er det at se på, at vandet hele tiden skyller ind over stenene, og sandet bliver efterladt helt glat og fint, når vandet igen ruller tilbage.
Tiden forsvinder, når jeg står og ser ud over vandet. Ud i intetheden eller altheden?! At stå og kigge ud over havet giver mig en skøn ro, og hvis det bare lige havde været lidt varmere, så stod jeg der nok endnu, men kindernes rødmen og den røde tud, er beviser for, at det er lidt for koldt til mig i dag.
Jeg vender om og tager hjem. Fyldt op af gode energier fra havet. Jeg vender snart retur.... for det er ren lease for min sjæl at være ved havet. Jeg ved, hvor godt det er for mig at være regelmæssigt ved vandet. Det hjalp mig sidste gang, jeg gik ned med stress.....
Jeg tager alt det varme tøj på, da det jo kun lige er begyndt at dufte af forår. Kulden er stadig stærkere end solen, men solstrejf kommer igennem skyerne. Vinden tager fat i træernes toppe, men ikke mere end at det føles friskt.
Bilen kender selv vejen til stranden, for den har kørt turen tusindvis af gange. Stranden er mit yndlingssted, og dér hvor jeg får ladet op, grædt og tænkt klare tanker.
I bilen mærker jeg, at jeg ikke er helt til stede. Det er som om, jeg slet ikke kan finde ud af at styre bilen, og jeg mærker angsten for at køre galt vælde op i mig. Det er som om, jeg er lidt sløret i synet, som jeg har været det så mange gange før, men jeg vælger at køre videre. Der er ikke så langt til stranden.
Velankommet til stranden. Glæden over gensynet gør, at jeg skynder mig ud af bilen. Det kan ikke gå hurtigt nok at komme ned til den healing, jeg oplever, når jeg er ved stranden. Jeg ønsker, at der ikke er andre på stranden, og jeg har egentlig ikke lyst til at gå på stranden, men mere finde mig et sted, hvor jeg kan sidde i fred og se ud over havet.
Bænken bliver hurtigt fundet, men jeg finder ikke ro dér, og vinden bider faktisk lidt mere end forventet. Jeg vælger derfor at gå ned til vandkanten, hvor jeg kan se udover havet. Bølgerne skyller ind over stranden, og mens jeg står der og beder om at få renset ud og få tilført havets gode energi mærker jeg energien fra havet.
Jeg er én gang dybt fascineret og draget af havet samtidig med, at jeg er lidt bange for det. Det er som om, jeg tiltrækkes af havet, og havet tiltrækkes af mig, for vandet kommer tættere og tættere på mine fødder, og pludselig kan man ikke se de fodspor der ellers lige har været i sandet. De er skyllet bort af vandet og dens kraft.
Smukt er det at se på, at vandet hele tiden skyller ind over stenene, og sandet bliver efterladt helt glat og fint, når vandet igen ruller tilbage.
Tiden forsvinder, når jeg står og ser ud over vandet. Ud i intetheden eller altheden?! At stå og kigge ud over havet giver mig en skøn ro, og hvis det bare lige havde været lidt varmere, så stod jeg der nok endnu, men kindernes rødmen og den røde tud, er beviser for, at det er lidt for koldt til mig i dag.
Jeg vender om og tager hjem. Fyldt op af gode energier fra havet. Jeg vender snart retur.... for det er ren lease for min sjæl at være ved havet. Jeg ved, hvor godt det er for mig at være regelmæssigt ved vandet. Det hjalp mig sidste gang, jeg gik ned med stress.....
Kommentarer
Send en kommentar