Jeg er på vej - my way...
Hele mit liv, lige fra min barndom, har jeg fået at vide, hvad jeg skulle gøre og synes samt hvordan jeg skulle se ud. Det har været én stor tilpasning, og jeg har været rigtig god til at tilpasse mig, så jeg flød ind i mængden, for det var ikke rart at stå udenfor, synes jeg. Jeg gætter på, at de fleste ikke har lyst til at stå udenfor og føle sig ensom og alene, når de er børn.
Jeg har rigtig mange gange, og det er mange, lagt låg på mine egne behov, og har ladet andre fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle se ud. Alt sammen i et forsøg på at blive accepteret, men det har bare gjort ondt værre, at jeg har forsøgt at øve vold på mig selv for at please andre.
Livsglæden og livsmodet forsvinder lige så stille i takt med at jeg tilpasser mig mine omgivelser, for der er så meget i mig, der har lyst til at komme frem - den rigtige Mia - som ingen i virkeligheden helt har set endnu.
Det positive ved at kunne tilpasse mig er, at jeg er god til at sætte mig i andre menneskers sted, og andre mennesker føler en tillid til mig fra start, da jeg viser dem, at jeg lytter og ser dem. For jeg har faktisk ikke lavet andet, og jeg bliver faktisk lidt skræmt ved tanken om, at jeg ikke har turdet at vise mig selv frem, og at jeg har ladet andre mennesker diktere, hvordan jeg skulle være og agere. Intet ondt om de andre mennesker, for jeg har tilladt det!
Desværre, kan jeg så sige....
Og specielt i parforhold går det galt for mig. Her har jeg ikke ønsket konflikter, og derfor har jeg tilpasset mig, velvidende at jeg ikke havde det godt. Et spejl fra mine egne forældre, hvor min mor pleasede min far, der faktisk ikke var særlig sød ved hende altid. Så det er mit forbillede for et parforhold. Det er en ommer, og den ommer skal jeg selv foretage ved at skabe mig et ligeværdigt parforhold, hvor jeg tillader mig selv at fylde og være den rigtige Mia. Jeg skal tage små babyskridt for at finde ud af, hvad der virker for mig, og hvad der ikke gør, og hele tiden konsultere mit indre for at mærke om jeg bliver den lille grå mus eller jeg bliver glad og sprudlende.
Når jeg er single, er jeg den Mia, jeg ønsker at være, men når jeg indgår i et parforhold, så bliver jeg lige så stille den lille grå mus igen, fordi jeg ønsker, at det skal gå rimelig gnidningsfrit og af frygt for, at han ikke gider mig mere og ikke synes, at jeg er værd at elske. Og hvad sker der så... jeg er en mellemtilfreds Mia, og det gider jeg ikke at være! Jeg vil være fuld tilfreds og glad for mit liv og den mand, jeg har.
Det har kostet mig nogle sammenstød på det sidste, for når jeg skal gøre noget, jeg ikke er så vant til, her at sætte en grænse, og jeg samtidig vil bryde et uhensigtsmæssigt mønster, så kan det i starten godt komme for voldsomt ud, og det er ikke hensigten, men jeg reagerer og gør det på den måde, jeg kan i dette øjeblik. For det er bedre at reagere voldsomt end slet ikke at reagere, for med tiden vil det blive mindre voldsomt.
Lidt som et pendul, der skal til de to ekstremer for til sidst at finde en balance, og det er vist det, der sker for mig lige nu...
Jeg er på vej - my way....
Jeg har rigtig mange gange, og det er mange, lagt låg på mine egne behov, og har ladet andre fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle se ud. Alt sammen i et forsøg på at blive accepteret, men det har bare gjort ondt værre, at jeg har forsøgt at øve vold på mig selv for at please andre.
Livsglæden og livsmodet forsvinder lige så stille i takt med at jeg tilpasser mig mine omgivelser, for der er så meget i mig, der har lyst til at komme frem - den rigtige Mia - som ingen i virkeligheden helt har set endnu.
Det positive ved at kunne tilpasse mig er, at jeg er god til at sætte mig i andre menneskers sted, og andre mennesker føler en tillid til mig fra start, da jeg viser dem, at jeg lytter og ser dem. For jeg har faktisk ikke lavet andet, og jeg bliver faktisk lidt skræmt ved tanken om, at jeg ikke har turdet at vise mig selv frem, og at jeg har ladet andre mennesker diktere, hvordan jeg skulle være og agere. Intet ondt om de andre mennesker, for jeg har tilladt det!
Desværre, kan jeg så sige....
Og specielt i parforhold går det galt for mig. Her har jeg ikke ønsket konflikter, og derfor har jeg tilpasset mig, velvidende at jeg ikke havde det godt. Et spejl fra mine egne forældre, hvor min mor pleasede min far, der faktisk ikke var særlig sød ved hende altid. Så det er mit forbillede for et parforhold. Det er en ommer, og den ommer skal jeg selv foretage ved at skabe mig et ligeværdigt parforhold, hvor jeg tillader mig selv at fylde og være den rigtige Mia. Jeg skal tage små babyskridt for at finde ud af, hvad der virker for mig, og hvad der ikke gør, og hele tiden konsultere mit indre for at mærke om jeg bliver den lille grå mus eller jeg bliver glad og sprudlende.
Når jeg er single, er jeg den Mia, jeg ønsker at være, men når jeg indgår i et parforhold, så bliver jeg lige så stille den lille grå mus igen, fordi jeg ønsker, at det skal gå rimelig gnidningsfrit og af frygt for, at han ikke gider mig mere og ikke synes, at jeg er værd at elske. Og hvad sker der så... jeg er en mellemtilfreds Mia, og det gider jeg ikke at være! Jeg vil være fuld tilfreds og glad for mit liv og den mand, jeg har.
Det har kostet mig nogle sammenstød på det sidste, for når jeg skal gøre noget, jeg ikke er så vant til, her at sætte en grænse, og jeg samtidig vil bryde et uhensigtsmæssigt mønster, så kan det i starten godt komme for voldsomt ud, og det er ikke hensigten, men jeg reagerer og gør det på den måde, jeg kan i dette øjeblik. For det er bedre at reagere voldsomt end slet ikke at reagere, for med tiden vil det blive mindre voldsomt.
Lidt som et pendul, der skal til de to ekstremer for til sidst at finde en balance, og det er vist det, der sker for mig lige nu...
Jeg er på vej - my way....
Kommentarer
Send en kommentar