Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor.

Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet.

Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates eller andet, der kunne minde om det. Jeg har ikke haft det overskud, det også kræver, men samtidig længes jeg jo efter alt det skønne ved at have en kæreste. Blikke der mødes, kys, kærtegn og det at vågne op med et andet menneske, hvor kærligheden bare stråler ud af øjnene.

Men hvad er det, der gør, at jeg ikke rigtigt har taget chancen igen. Datingsider er besøgt, men jeg kan ikke holde ud at være derinde mere end en dag, så må jeg ud igen. Jeg finder faktisk ingen, som jeg synes er interessant, og jeg har hele tiden tænkt, at det ikke er på datingsider, jeg finder ham, jeg skal passer med.

Mens jeg har gået hjemme og isoleret mig lidt for omverdenen, oplever jeg også, at jeg har ændret mig, så jeg mærker mig selv og mine behov tydeligere. Det har været en lidt ensom tid, men det forbinder jeg ikke med noget negativt, men mere at jeg har fået tid til at tænke mig om og mærke efter, hvad det er jeg har brug for, og jeg har fundet mig selv.

Måske er der også en form for selektiv udvælgelse. Det er ikke længere bare én eller anden mand, der dukker op. Jeg skal føle ham i mit hjerte, for ellers er det som at stå foran porten uden det rette kodeord.

Og samtidig er jeg bange for, at jeg ikke selv er tilstrækkelig for en mand. At jeg findes for let og lidt kedelig. Og jeg ved, at mange sikkert vil sige, at det er jeg ikke, men følelsen af at være underlegen fylder i mig.

Jeg ved, at det hænger sammen med det forhold, jeg har set min mor og far have, hvor der ikke var ligeværdighed. Og når jeg tænker på den mand, jeg gerne vil have, så skal han jo have noget power, men det er jo også dér, hvor jeg kan føle mig lille, og det vil jeg egentlig gerne ændre på. Jeg ved også, at det er meget vigtigt for mig, at den mand jeg skal finde er sin egen, og har arbejdet med sig selv, og har lyst til det fremover.

Jeg vil turde stå i al min kraft, når han står i sin uden at være bange for min. Og det handler ikke om et forhold med magtkampe, men om gensidig respekt for hinandens forskelligheder.

Wauw... Der var det endelig. Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad det er, der har naget mig...

Jeg vil bare gerne turde stå i al min kraft og blive elsket og respekteret som den jeg er, og hvor jeg kan elske og respektere min partner, når han står i al hans kraft. Og vi skal begge turde gøre os sårbare og stadig føle os trygge ved hinanden. Bum!